Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Hit. Her ses et billede fra 'Halo 4: Forward Unto Dawn', som kan findes på den ekstremt populære Machinima-kanal.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Filmredaktøren: YouTube er porten til Nerdzillas univers

Kim Skotte har været på ekspedition i en fremmed og nørdet verden.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Langt det meste af mit YouTube-forbrug handler om musik. Her kan jeg få en smagsprøve på mange af de nye navne, jeg støder på i mit liv som musikskribent.

Hvor jeg stadig mere sjældent ender med at kunne sidde i ro og mag med en cd eller en lp. Musikken er blevet et endeløst univers og den er blevet både viral og visuel. Nu ser man musik.

Eftersom jeg hverken har et passioneret forhold til tobenede hunde, satanisk grinende babyer eller fede, fulde folk, der skvatter i en swimmingpool, indskrænker det meste af mit øvrige YouTube-forbrug sig til at se mål fra fodboldkampe. Som regel i rystet kvalitet og kommenteret af en ophidset galning fra et ukendt sprogområde. For resten af pengene tjekker jeg links fra kunstnere eller andre, der peger mig i den rigtige retning af noget særligt.

Men jeg ved godt, at YouTube er en myretue af aktivitet. Især de unge, denne set med medieøjne så attraktive og dog i disse år så flyvske og flygtige aldersgruppe, er tidlig og silde på YouTube. De unge er som altid helst alle andre steder, end hvor man vil have dem.

Nu er de så åbenbart på YouTube, hvor de dyrker fænomener som vines og machinima. I de små filmhapsers verden bliver der lavet rigtige små nørdefilm. Millioner og atter millioner ser dem. Måske er det på tide at se på, hvad denne nye kunstart i svøb har at byde på, lyder kritikredaktørens forslag.

En ny verden Hvad er det, der trækker på YouTube, som det go’e gamle fjernsyn har så svært ved at konkurrere med? Som opvarmning tjekker jeg lige, hvad der ligger øverst på menuen lige nu.

I løbet af den sidste uge har ikke færre end 69.000.000 set ’First Kiss’ af Tatia Plieva. 20 par er hentet ind fra gaden og skal kysse hinanden for første gang. Det er en velproduceret lille sag med lækker musik.

Ingen af de ’tilfældigt’ plukkede fra New Yorks gader ligner lort. Det ligner en reklamefilm for gode gener, denne lille fortælling om, at vi alle sammen er smukke, og at ægte kærlighed mellem smukke menneskedyr kun er et tilfældigt møde væk. Et lille eskapistisk blowjob til øjet. Houellebecq ville have elsket den. Hold kæft, hvor må den være frustrerende, hvis man selv ligner en fransk bulldog med en depression.

Næstmest set er ’When The Dog Stays At Home’ af en russisk monsør Ignoramusky. Hvad laver kamphunden, der har fået at vide, at den ikke må være i sengen, når man ikke er hjemme? Det skjulte kamera viser den grufulde sandhed. Hunden klatrer op til katten i sengen. Mon den æder katten eller knepper den? Næ, den ruller sig bare i sengetøjet til den store guldmedalje, mens Ignoramusky har sat sjov musik til. Hvilket 15.000.000 eksemplarer af homo sapiens har fundet uimodståeligt i denne uge.

Men meningen er, at vi skal et skridt væk fra mainstream og se på, hvad der er virkelig hot. Hvad dyrker man på YouTube?

Jeg ser på de links, der ifølge kolleger med fingeren på pulsen og deres unge informanter er lige dér, hvor man være. Lige i det digitale pulsslag. Her træder jeg ind i et univers, hvor mine bøger, min musik og mine film ikke er til megen hjælp.

Ingen gennemskuelig mening
En af de hotteste er den svenske spiller PewDiePie. En svensk lækkernørd, der som superpopulært netfænomen nu har slået sine klude sammen med en italiensk cutiepie med sveskeøjne. Sammen leger de foran kameraet, som hendes øjne klistrer til som ahornsirup. Oj, hvor de ler overgivent. Måske er det ironi. I hvert fald er det så par-sødt, at jeg efter 2:16 min. er så tæt på at kaste op af sukkerchok, at jeg må videre.

PewDiePies berømmelse stammer oprindelig fra de spilmontager, hvor man samtidig kan se ham og vennerne oppe i hjørnet af skærmen spille, grine og flippe ud.

Det er en spejlrefleks. Her kan spillere se andre spille ligesom sig selv. Identifikation. Vi elsker at se andre, der har det fedt med at være os. Men det er også klart nok et intertekstuelt univers, hvor pointen er den indforståede måde, hvorpå de forskellige spil er sat sammen og kommenterer hinandens placering i spiludviklingens genealogi.

Et intertekstuelt spil, hvor jeg som joystick-jomfru af gode grunde ikke er i nærheden af at fatte eventuelle pointer i mødet mellem monstre, afgrunde og iturevne cyklister med tarmene dinglende.

Et andet sted på YouTube sidder gamerne Jack & Geoff og kommenterer andres spilmanøvrer. Det er åbenbart en ære at få de to til vittigt at sønderlemme ens præstation. I denne verden hersker Nerdzilla, og grundstemningen er, så vidt jeg kan bedømme, bare grineren og ikke så meget andet.

Endnu mindre fatter jeg af den også meget populære kanal SkyDoesMinecraft, hvor et pixelleret drama uden gennemskuelig mening udspiller sig. Men måske er den evindelige jagt på mening og betydning og følsomhed bare fuldstændig irrelevant her? Skulle jeg vurdere, hvad der foregår? Jeg kunne med lige så god samvittighed prøve at gætte antallet af hår i pelsen på en siameserkat.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Minicirkus
Mening er der dog i Machinima-universet, hvor man ’bryder ind i et spil’ og opfører et drama efter egne regler. I ’Red vs Blue’ begynder to spillere, der hver især styrer en rød og en blå kamprobot, at diskutere, om Gud findes, og hvad rød egentlig vil med blå lejr, hvis de fik erobret den. For så ville spillet jo være ovre og de selv være irrelevante.

Hmm. Der er en konsekvens her, jeg kan genkende. En formbevidsthed. Er det omverdensproblemet som skydespil?

En mere velkendt nørdebevisthed møder jeg på kanalen WatchMojo. Her ser jeg en liste med et bud på 10 af de mest grinagtige dødsscener i filmhistorien. James Bond, Bruce Lee og Ben Stiller er på banen. Kæmpehajer, dræbersofaer og dødbringende frisbees. Det er sjovt. Sådan på den go’e gammeldags måde. Jeg er med. Jeg er fandentagemig med!

Og så er der vines, der ligesom WatchMojo repræsenterer den anden store trend på YouTube. Øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Det skal være sjovt og det skal gå hurtigt. Et smile-fix. Selfies, skjult kamera og minihistorier fra det virkelige liv. Hunde og katte, grinende babyer og fyre, der synes, det er evigt sjovt at tage paryk på.

Millioner og atter millioner skal lige se, hvad vi – de andre – har gang i. Det er et gadespejl, et smugkik, et minicirkus. Et par sekunders underholdning. Og en million selvportrætter af det efterhånden åbenbart meget underlige og meget nøjsomme land USA, der diplomatisk udtrykt fylder en del på YouTube. Det er softpower, så det batter. Mere blødt i hovedet end noget andet, men ikke desto mindre.

Sygeste kode vinder

Er der ved at opstå nye fortælleformer på nettet? Ja, det kan man vist ikke benægte. Selv om de fleste af dem ligner de gamle fra fjernsynets overskudslager. Er nogle af dem ved at udvikle sig til noget, som vil kunne kommunikere ud over Nørdens Vennekreds? Foreløbig ser det mest ud til, at den, der bestemmer farten, er den, der har den mest cool og kryptiske kode. Den, de andre ikke tør lade være at grine indforstået ad. Ham med den sygeste kode er kongen af YouTube.

Der er helt sikkert folk, der tænker i nye slags film derude. Film og kunst smelter sammen på nettet i hybrider, der kan kan anes konturerne af. Jeg har set lidt og hørt om en del. Det er bare ikke dem, vi kigger på i dag, hvor det gælder det, der hitter og smitter hos de unge, der dropper tv til fordel for YouTube.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her har jeg svært ved at se nye fortælleformer tone frem. I hvert fald ikke nogen, jeg kan se blive til noget substantielt. Men måske er hele forestillingen om substans helt i skoven her. Jeg har svært ved at se det. Men har på den anden side også mig selv mistænkt for ikke at have det, der skal til for at få øje på dem. Nemlig en hjerne og et par øjne, der er vokset op i et spil-univers.

Nogen stor YouTube-fan blev jeg så ikke lige i denne omgang. Men jeg er ved at se ’True Detective’. En cool serie, ikke? Lidt tættere på et spil, jeg kender og forstår reglerne for.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden