Han har egentlig sagt det så glimrende selv, Jeff Bridges.
At når man sidder hjemme i sofaen med fjernbetjeningen i poten klar til at klikke sig videre gennem eskapismens stuealter, støder man nu og da ind i en film, der er en urokkelig stopklods for zapningen. Fordi man bare ikke kan eller vil slippe den igen. En sådan film er efter den 61-årige skuespiller og Oscar-vinders mening ’The Big Lebowski’, Coen-brødrenes store gennembrud fra 1998 med netop Jeff Bridges i hovedrollen.






























