Ved bordet ved siden af mig på McDonald’s ved Berlinale Palast, hvor Tysklands store filmfestival har sit hjerte, smasker et par ansatte fra et eller andet sted i den tyske pengemaskine højlydt, mens de fortærer deres menuer og diskuterer svimlende millionbeløb på tysk med indisk accent. Lige uden for fastfood-restauranten, der i anledning af Berlinalen har indrettet en lille bod med salater og andre sunde varer, ligger den store shoppingarkade med udsalg på alverdens herligheder ved Potsdamer Platz.

LÆS OGSÅ »Lav filmen selv, din fucking idiot, hvis du er så dygtig«

Neonlysene blinker døgnet rundt deres evige budskab om køb og salg ud over de arealer, der engang lå øde hen som ingenmandsland mellem kommunisme og kapital.

Hvor er det moderne og globalt, det hele, sådan en solbeskinnet eftermiddag. Så hvorfor bekymre sig om finanskrisen, det gamle skidt? Den er jo alligevel nærmest løst og so last year i nyhedsstrømmens liflige brusen.

»Bare penge«
»Det er bare penge, og penge er bare noget, man trykker, for at folk ikke skal slås om maden i gaderne«, som Jeremy Irons i skikkelse af øverste direktør for et investeringsselskab på Wall Street belærer en af sine desillusionerede underdirektører (spillet af Kevin Spacey) i amerikanske J.C. Chandors ’Margin Call’ om.

Ligesom for to år siden, hvor tyske Tom Tykwers hæsblæsende thriller ’International’ åbnede filmfestivalen i Berlin, står finanskrisen på dagsordenen helt fra starten.

Joel Coen: John Wayne er for længst glemt Men med Chandors fine film er det ikke længere chokket over krisen og den hurtige flugt fra den faldefærdige finansverden, der er temaet.