Armadillo er noget større end en debatfilm og meget mere end en politisk bombe. Den er et jordskælv i en nations selvforståelse«. Forfatter og debattør Carsten Jensen har som en af de få set Janus Metz’ dokumentarfilm ’Armadillo’ om danske soldater i krigen i Afghanistan. I et stort essay i filmmagasinet Ekko, der udkommer på onsdag, gennemgår Carsten Jensen filmen og den voldsomme betydning, han mener, den vil få for Danmark. Janus Metz og hans fotograf Lars Skree har fulgt Hold 7, der var udsendt til Armadillo-fortet i Helmandprovinsen i første halvår af 2009. De to har som de første nogensinde været helt tæt på frontlinjen sammen med danske soldater for med deres kameraer at dokumentere, hvad der egentlig foregår, når Danmark sender unge mænd i krig.
Praler af drab
De viser blandt andet, hvordan danske soldater under en intens ildkamp med Taleban dræber fem talebanere, der beskyder danskerne fra en grøft, og bagefter er fuldstændig høje af eufori og adrenalin oven på sejren.
»Vi ser dem prale af de drab, de netop har begået. Vi ser dem i en adrenalinpumpende tilstand, der knap er til at skelne fra blodrus, og som måske er blodrus. Vi ser dem smykke sig med de dræbte fjenders våben og ligne grinende bersærkere fra en fortid i menneskehedens historie, et stykke barbari, vi troede, vi for længst havde ladt bag os«, skriver Carsten Jensen.
LÆS ARTIKELDansk Cannes-kandidat er en stædig dokumentarist Det danske selvbillede smadres uopretteligt med Janus Metz’ film, mener han. De fleste danskere vil efter at have set den gispende spørge sig selv: Er det virkelig danskere, officielle repræsentanter for vores land, der opfører sig på den måde? »Der er en smertelig opvågnen i denne film. Efter ’Armadillo’ vil det aldrig være muligt at tale om Afghanistan som før. Det vil heller ikke være muligt at se os selv som danskere på samme måde som før«, skriver Jensen i sit essay.
