I fremtiden vil flere og flere leje danske film hjemme i stuerne med de digitale bokse, som følger med deres tv-abonnement.
Derfor er det også rimeligt, at tv-udbydere som TDC’s YouSee begynder at spytte i kassen og garanterer penge til dansk filmproduktion. Det mener de danske filmproducenter. LÆS OGSÅBiograferne vil blive digitale eller dø »Tabene på dvd-salg gør, at dansk film har brug for flere penge. Vi ser allerede nu et større og større gennembrud for digitalt salg og udlejning, og på længere sigt vil vi se abonnementsordninger, hvor man har fri adgang til film, ligesom man allerede kender det inden for musik med TDC Play«, siger direktør Klaus Hansen fra Producentforeningen. »Vi har endnu ikke set et forretningstilbud fra digitale aktører, der kan erstatte de minimumsgarantier, som er en forudsætning for finansiering af dansk film«. Video on demand I dag skal der være en distributør, der binder sig til at markedsføre en film og få den ud i biograferne og på dvd – og som stiller en minimumsgaranti for at få lov at distribuere den. Det beløb er i dag afgørende for, om mange danske film bliver til noget. Inden for de seneste par år er minimumsgarantierne imidlertid faldet med 15-20 procent i gennemsnit, anslår Producentforeningen, hvilket især skyldes svigtende dvd-salg. I takt med at digital udlejning – også kaldet video on demand – vinder frem, burde en udbyder som YouSee derfor gå ind og støtte op om danske film, mener producenterne. LÆS OGSÅFremtidens danske film skal ud i rummet Den idé går produktudviklingsdirektør Anders Blauenfeldt fra YouSee ikke umiddelbart med på. Han ser sin tjeneste som en videobutik, der lejer film ud til kunderne og ikke har ansvar for filmproduktion. »Det er meget svært for os at investere i en film, to-tre år før den er på gaden. Den rolle, vi udfylder, er primært den, videoudlejningen traditionelt har udfyldt. Og jeg forventer, at langt de fleste film de kommende år vil gå via en distributør til os«, siger Anders Blauenfeldt. Garantier Sådan ser de danske filmproducenter imidlertid ikke på fremtiden. I dag er enkelte danske film som eksempelvis den computeranimerede ’Disco Ormene’ solgt direkte fra filmproducenten til digital udlejning uden at blande en distributør ind i handlen.




























