Filmen 'Sooner, later, now, never' handler om et band, der havde sin storhedstid i 1980'erne, men gik fra hinanden.
Nu er aktørerne arbejdsløse, og hovedpersonen, der spilles af Anders W. Berthelsen, forsøger at få bandet samlet igen for at tjene nogle penge og få gang i sin hensunkne kunstneriske karriere. Han indleder en kærlighedsaffære med bandets karismatiske og temperamentsfulde sanger spillet af Caroline Henderson. LÆS OGSÅDen jyske filmstøtte betaler sig
Filmen er sådan lidt hen ad 'The Full Monty' eller 'The Commitments'. Samspillet mellem Anders W. Bertelsen og Caroline Henderson slår virkelig gnister. Instruktør Hans Fabian Wullenweber kalder det »dynamit«. Sony Music har sagt ja til at udgive en dobbelt-cd med soundtracket fra filmen.
Men ingen kommer nogensinde til at se 'Sooner, later, now, never' eller høre musikken. For da hele finansieringen er på plads i begyndelsen af 00'erne, stopper Hans Fabian Wullenweber projektet.
Stopper mens legen er god
»Vi havde ikke fået manuskriptet derhen, hvor det var godt nok, selv om vi virkelig havde kæmpet med det. Og så tænkte jeg, at det var nu, hvis projektet skulle stoppes, så vi i stedet for at brænde 20 millioner kroner af og få en rigtig dårlig film, kun brændte de 300.000-400.000 kroner af, som vi havde fået i manuskript- og udviklingsstøtte«, siger han. 'Sooner, later, now, never' er blot et af flere hundrede filmprojekter, som Det Danske Filminstitut har skudt masser af penge i, uden at projektet nogensinde kommer op på lærredet i landets biografer.
Faktisk er det kun hver andet af de filmprojekter, som filminstituttet støtter, der bliver til noget. Politiken Research har gennemgået samtlige spillefilm, der har fået støtte siden 2002. Og ser man på perioden frem til 2009, så støttede instituttet 457 spillefilm. Af dem er 232 aldrig blevet til noget, hvilket svarer til 51 procent. LÆS OGSÅFede tider på vej for nordiske film
Vi har valgt 2009 som skæringsår, fordi mange af de film, der har fået støtte senere, stadig kan være projekter under udvikling.
De 232 film har kostet 33,7 millioner kroner i manuskript- og udviklingsstøtte, mens de film, der er realiseret i samme periode, har fået 51,4 millioner kroner i manuskript- og udviklingsstøtte.
Det kan lyde af mange penge, men film bliver først for alvor dyre, når de får produktionsstøtte og skal realiseres. De film, der faktisk er blevet til noget i den periode, har tilsammen modtaget over en milliard kroner i støtte fra filminstituttet. Science fiction i Ørestad
Hans Fabian Wullenweber, der blandt andet har lavet børnefilmen 'Klatretøsen' og gyseren 'Cecilie', er som de fleste andre instruktører, Politiken har talt med, pinligt bevidst om, at film koster mange millioner kroner at lave, og derfor vil han ikke lave noget, han ikke tror 100 procent på.
Senest har han også opgivet filmen 'Soldier', der ellers havde fået 829.000 kroner i manuskript- og udviklingsstøtte fra Filminstituttet.
'Soldier' var en science fiction-film, der foregik i et Fremtidsdanmark, hvor den globale opvarmning havde fået havet til at stige. Ørestad var inddæmmet af en høj mur, og her udspillede sig et drama med en række hjemvendte danske soldater, der fik uforklarlige sygdomme, og en gal videnskabsmand, der forsøgte at styre folks bevidsthed. Pilou Asbæk skulle spille hovedrollen. Holdet bag filmen udviklede og researchede meget tidligt på, hvordan det kunne lade sig gøre at skabe et science fiction-univers for at få overblik over, hvilke scener og optagelser, der var råd til at skrive ind i manuskriptet. LÆS OGSÅKøbenhavn henter filmfond op fra graven De gennemfotograferede Ørestad og vidste præcis, hvordan de kunne få den til at blive en fremtidsby i filmen, mens de parallelt arbejdede på manuskriptet, så de undgik at stå med et færdigt manuskript, hvor de var nødt til at skrive 20 scener ud igen, fordi der ikke var råd til at lave dem. »Men igen valgte jeg at stoppe filmen, fordi jeg kunne mærke, at historien ikke fungerede. Jeg har lavet fire spillefilm, så jeg ved godt, hvordan det føles, når den er der. Det var den ikke her, og filminstituttet var enig i beslutningen«, siger Hans Fabian Wullenweber. Mens Hans Fabian Wullenweber selv har været med til at lægge flere af sine filmprojekter ned igen, er der mange andre instruktører, som er dybt uenige med filminstituttet, når de får nej til at lave en film, de har arbejdet på og udviklet i flere år. Ubeskriveligt slemt Den situation har Christina Rosendahl været i. Hun fik sin spillefilmsdebut 'Supervoksen' i 2006 efter at have lavet adskillige dokumentar- og kortfilm.
