Selv de bedste danske film laves i vid udstrækning over en og samme skabelon, mener Mikkel Munch-Fals, DFI’s nye konsulent for spillefilm. I dagens Politiken giver han i et interview en bredside mod danske filmskabere, der i hans øjne giver deres film et usandt verdensbillede og nærmer sig Adolf Hitlers vision for kunst: Den skal være dekorativ og opbyggelig.
»Det jeg vil sige er, at det er kunstens og filmens pligt at angribe det gældende samfund, den gældende konsensus«, siger han. Og den funktion, mener Munch-Fals, film har forsømt. Konsekvensen er, at de byder på et verdensbillede, hvor alt kan forklares og tilgives – krænkeren blev selv krænket som barn.



























