Lone er helt vild med katte, fortæller hun. For når man har en kat, har man altid en at tale med og en at kæle for. Når hun fortæller det, forstår man som seer instinktivt, at den tryghed, der ligger i at have et blødt og varmt kæledyr som selskab, ikke altid har været en del af hendes liv. Man fornemmer også, at hun ikke er helt almindelig, fordi hendes sprog er besværet og hendes mimik stikker lidt af i forhold til den gængse norm. Men hun taler engageret og eftertænksomt, så det mildest talt er uforståeligt, hvorfor hun skulle være indespærret på en institution i mere end 20 år. Og det er slående, at hun ikke udtrykker mere vrede, end tilfældet er.

Arne slap med lidt over 10 år i åndssvageforsorgens klør. Som 6-årig blev han tvangsfjernet fra sin mor og sendt på et hjem. Det var det bedste for ham, fik hans mor at vide. Så kunne han være sammen med andre af sin egen slags. Kun en gang om måneden fik han besøg af sin mor, og hun blev modtaget af en renvasket dreng i stiveste puds, så man rigtig kunne se, at der sandelig ikke var nogen problemer med tumperne på anstalten.