Den moderne eksistensfilosofi beskæftiger sig – groft sagt – med nogle meget grundlæggende spørgsmål: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvad er meningen egentlig med det hele? Og det gør Robert Ludlums trilogi om superagenten Jason Bourne faktisk også, selv om, Hollywoods versionering afviger ikke så lidt fra det skrevne forlæg, der udkom i årene fra 1980 til 1990. I den første film, som Doug Liman instruerede med Matt Damon i hovedrollen i 2002, mødte vi første gang Bourne som ’manden uden navn’. Han lå og flød næsten livløs rundt i Middelhavet med kroppen fuld af kugler, men blev samlet op af nogle fiskere, der pillede blyet ud af hans sjæls plagede hylster, gav ham mad og tørt tøj på og lod ham komme til hægterne.
Da han igen stod på fastlandet uden andet at holde sig til, end at hans navn var Jason Bourne, og at han var i besiddelse af en konto i en bank i Schweiz, måtte han uafværgeligt – eksistentielt set – starte fra bunden. Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvorfor er jeg i stand til at huske et uendeligt antal bilnumre? Og sådan må det nødvendigvis være for en person med et så belastet navn: Jason Bourne – ’Den fødte Jason’. Et navn med historie I den græske mytologi er Jason søn af kong Aison, men da denne mistede tronen til sin halvbroder Peleas, blev Jason sat i pleje hos en klog kentaur – halv hest, halvt menneske – der opdrog ham til at kunne klare lidt af hvert. Og da han som voksen ville vende tilbage til sin fødestat Lolkos, opstod der forhindringer.
