Da den på det tidspunkt forholdsvis unge instruktør George Lucas i midten af 1970’erne gik i gang med det projekt, der siden skulle blive ’Star Wars’-serien, havde han ingen anelse om, at han ville komme til at skabe et nyt mytologisk univers, som for en ganske stor gruppe mennesker ville få definerende betydning for deres videre liv.
Han var næppe heller klar over, efter at have skabt sig et navn med sine to første spillefilm, den avantgardistiske sci-fi-film ’THX 1138’ og hyldesten til ungdommen og 1950’erne ’American Graffiti’, at han skulle bruge resten af sit kreative liv på film om livet på en fjern, fjern galakse.




























