Om det er en iboende fornemmelse af udsathed, fordi han er opvokset i en forholdsvis ortodoks jødisk familie, eller blot en trang til at trampe rundt på de ømmeste og mest tabuiserede ligtorne, er vanskeligt at afgøre.

Deler vandene
Men en ting er sikker. Nu gør Sacha Baron Cohen med sin rolle som diktatoren Aladeen fra bananrepublikken Wadiya det igen, deler vandene, som debatten om homoseksuelle ægteskaber den amerikanske befolkning.

LÆS OGSÅ

For er det overhovedet sjovt med en form for humor som Sacha Baron Cohens, der er så anmassende, så grov og sine steder også rent ud sagt lav og svælger i kønnets og kroppens mest elementære fysiske funktioner?

Fatter hat
Mange synes det. Men det er karakteristisk, at man enten er totalt vild med den form for humor - eller også fatter hat af det sjove.

Sådan var det, da Cohen fik sit gennembrud som den kontroversielle rapper Ali G. Sådan var det, da han som den socialt handikappede og uforstående kasakhiske reporter Borat rejste rundt i et bigot USA.

Inddrog virkeligheden i kunsten
Og sådan var det, da han tog skikkelse af den østrigske homoseksuelle modejournalist Brüno, der ikke gik af vejen for at sende buttede babyer på livsfarlig afmagring og klæde dem ud i naziuniformer.

Hvor end han dukkede op, kastede det overskrifter og furore af sig. Fordi Sacha Baron Cohen aldrig stillede op som sig selv, men som sine karakterer. Og derved inddrog virkeligheden i et kunstværk, der handler om fordomme, grænser, bornerthed og skjulte dagsordener.

Løgn og krænkelser
I et af sine få interview som 'sig selv' - i magasinet Rolling Stone med stjerneskribenten og scorekarlen Neil Strauss - snakker han om, at selvfølgelig var alle tyskere i Det Tredje Rige ikke racister og nazister; det gjaldt kun for en meget lille del.

LÆS OGSÅ

Men resten af dem var så bare ynkværdigt indifferente. Fordi de ikke gjorde noget.

Hvor langt kan man gå?
Og en af pointerne med den komik er at undersøge, hvor langt man kan gå med grovheder, løgn og krænkelser, uden at mennesker reagerer negativt på det.

Som når det et sted i 'Borat' forlyder, at det skam går meget bedre med menneskerettighederne i Kasakhstan. Eksempelvis er den kriminelle lavalder lige blevet hævet til ni år med henblik på at beskytte børn mod seksuelle overgreb.

Ekstreme grobrianer
Det er pudsigt, at Sacha Baron Cohen i sine 'roller' altid fremstiller ekstreme grobrianer. For angiveligt er han selv det absolut modsatte.

Han er vokset op i en dannet jødisk familie i det vestlige London. Moderen var israeler og faderen fra Wales.

Og efter skolegang på en mondæn privatskole lod han sig immatrikulere på Christ's College i Cambridge - en af verdens mest akademisk velanskrevne uddannelsesinstitutioner - for at studere historie.

Og i pauserne mellem studierne spillede han, som så mange andre store navne, teater i Cambridge University Amateur Dramatic Club, et selskab, som i årenes løb har fostret ikke så få verdensstjerner, herunder Derek Jacobi, Michael Redgrave, Emma Thompson, Sam Mendes og komikeren Griff Rhys Jones.

Karakterskuespiller
Måske er det centralt at bemærke sig, at Sascha Baron Cohen i sin studietid bedrev karakterskuespil og ikke satire og komik som eksempelvis de af Monty Python-medlemmerne, der gik på Cambridge og var medlem af det mere humoristisk orienterede selskab Cambridge Footlights.

For godt nok er Baron Cohen vel at betragte som komiker, men han får folk til at grine med nogle generelt anderledes virkemidler end traditionelle morskabsskuespillere og satirikere. Han skaber nemlig sammenhængende figurer.

Radiovært
Den første af disse kom til verden, da Sacha Baron Cohen efter nogle år som fotomodel og vært på en lokalkanal sendte et bånd ind til Channel 4, der søgte efter nye talenter. På båndet spillede Baron Cohen rollen som figuren Kristo, der var fra Kasakhstan, men i første ombæring blev denne ikke udviklet.

LÆS OGSÅ

I stedet gjorde man ham til vært på et ungdomsprogram, indtil han i 1998 trådte i karakter som hiphopperen Ali G, en snydedum, fordomsfuld ung mand med rødder i moderne britisk storbykultur og et mildest talt forsimplet syn på verden.

Intet kritisk filter
I programmet 'The Eleven O'Clock Show' fik Ali G lov til at slå sine folder som tv-journalist, og i den egenskab talte han med forskellige personer fra det virkelige liv. Og det lykkedes ham stort set altid enten at fornærme dem eller gøre dem regulært forlegne.

For Ali G har ingen forudsætninger for at tale med kulturpersoner eller politikere, men han gør det alligevel, idet han heller ikke besidder noget kritisk filter.

Opretholder illusionen
Det afstedkommer situationer, hvor seerne føler sig dybt pinligt berørte på de interviewedes vegne, og det tjener Baron Cohens skuespiltalent stor ære, at han formår at opretholde illusionen.

Eventyret som Ali G kulminerede med spillefilmen 'Ali G Indahouse' fra 2002, hvor hovedpersonen på grund af sin ligefremhed bliver valg til det britiske Underhus. Ved et vælgermøde antyder han nemlig, at hans modstander har seksuelle tilbøjeligheder i retning af dyr, hvilket viser sig at være rigtigt.

Klods-Hans på krigsstien
Det var imidlertid som Borat, at Sacha Baron Cohens 'ting' for alvor kom ud over rampen.

I rollen som den rejsende kasakhiske reporter Borat, der på sin rundtur i USA viser sig at have stort set ingen forståelse for vestlige omgangsformer, men formår at afdække en lang række af amerikanernes mindre behagelige sider, herunder slet skjult racisme og homofobi.

Fremgangsgåden er nærmest at sammenligne med den Klods-Hans betjener sig af i H.C. Andersens eventyr: tumle ind i diverse sammenhænge og buse ud med lige, hvad der falder ind. For på den måde når folk ikke at skærpe deres beredskab, men reagerer umiddelbart.

Sociologisk guerillakrig
I 'Borat' skaber det uforglemmelige scener, da hovedpersonen under et middagsselskab i det amerikanske Midtvesten fremkommer med sine uforgribelige meninger om, hvordan kvinder skal se ud - og ikke udviser nogen form for empati.

Det er en form for sociologisk guerillakrig, der dokumenteres i 'Borat', idet filmen reelt beretter om et antropologisk angreb, hvor barbaren Borat i en nødtørftig forklædning går undercover.Men ikke lægger nogen dæmper på sine radikale sympatier for eksempelvis Stalin og sit stærkt idiosynkratiske verdenssyn. Og samtidig paraderer en grotesk og latterlig machismo, hvor alene penisstørrelse og potens har betydning for selvforståelsen.

Mockumentary
I såvel 'Borat' som i opfølgeren 'Brüno' betjener Sacha Baron Cohen sig af den semidokumentaristiske form, der går under navnet 'mockumentary', hvor man monterer en fiktiv person i en sammenhæng, der forekommer dokumentarisk og eventuelt også lader 'rigtige' personer indgå, således at seeren reelt kommer i tvivl om, i hvilket omfang der er tale om skuespil.

Som når Brüno interviewer superstjernen og menneskerettighedsaktivisten Paula Abdul med mennesker som møbler og hun tilsyneladende spiller med - indtil det går amok med noget nøgenhed.

Men så er der også de øjeblikke, hvor det hele bare går amok i vulgaritet og barnagtig grænsesøgen.

Eksempelvis i en scene, hvor Brüno opsøger en spiritist for at komme i kontakt med sin tidligere elsker, den afdøde popsanger Rob Pilatus fra gruppen Milli Vanilli, som han under seancen så foregiver at udføre fellatio på!

LÆS OGSÅ

En af de mest bizarre filmscener overhovedet, og da denne skribent i sin tid så filmen i Empire Bio på Nørrebro, var publikum da også tydeligt i tvivl om, hvorvidt de skulle grine eller græde.

Masturbation
For Sacha Baron Cohens humor har også et andet formål end den åbenlyst subversive, nemlig at tilfredsstille komikerens egen puerile trang til at konfrontere det seksuelle og latrinære. For den betydelige fascination af kropslige afsondringer går som en rød tråd igennem hele karrieren, og den får mange til at stige klart af.

I 'The Dictator' får den fuld skrue flere steder. Dels i en overgjort masturbationsscene, dels i konstante henvisninger til den angivelige ven Osama bin Ladens toiletvaner og ikke mindst duft.

Jødisk humortradition
Måske skal man også lade være med at lægge for meget i det. Måske er projektet blot kynisk spekulation forklædt som politisk ukorrekt satire. Eller også har Sacha Baron Cohen blot en ekshibitionistisk trang til at udstille sig selv om flagrant fornærmer og social idiot.

Det er ikke til at sige. Men når han lader sine karakterer agere antisemitter af den mest hårdkogte slags, trækker han på en gammel jødisk humortradition: Kun Abrahams sønner må fortælle jødevittigheder. Men når de gør det, går de altid planken helt ud.

FACEBOOK