Selvfølgelig kan Peter Aalbæk Jensen, Zentropas kontroversielle, forkætrede, folkekære og farlige frontfigur, ikke bare takke af med en stilfærdig pressemeddelelse, hvori det forkyndes, at han går på pension og fremover vil hellige sig familien, bridgekloen og sin livslange passion for tuvelansk strubesang – eller noget i den dur.
Nej, udgangen sker med store armbevægelser i form af en kæmpe avisannonce, der viser ham med diabolske bukkehorn, strunkt lem i festhøjde og et par filmbureaukrater reduceret til de havenisser på sin virksomheds matrikel, han rutinemæssigt har pisset på i årenes løb.




























