En rejse tilbage til 1950’erne skulle være en let sag for dem, der var levende dengang.
Men DR, som i seks afsnit flytter moderne familier tilbage til dengang, var måske ikke selv ligefrem til stede. Det, der var dengang – for længe siden – er blevet en moderne myte, en fasttømret opfattelse, som især handler om stilhed, kønsroller, børneopdragelse, arbejdsliv og omgangsformer i en tid, da kvinderne endnu ikke var rykket ud på arbejdsmarkedet og mændene havde travlt med deres eget, i en tilstand af tro på – ikke på fremtiden, men nutiden. Her og nu – små skridt fremad efter krigen. Tilbage til nogle af de velsignelser, man havde haft før krigen, har DR tænkt sig.




























