To ældre ukrainere, Victor og Volodya, kører rundt i en gammel gul Lada i den forarmede landsby Stara Zburjivka. De er i mangel på en rigtig politienhed udnævnt til sheriffer af borgmesteren og håndterer fulde mænd, hustruvold m.m. Det er et morsomt billede at se de to sheriffer i en cinematisk velegnet bil, men humoren udebliver, for det hele er egentlig bare trist. Og værre endnu kedeligt at se på.
Der er flere former for kedsomhed i filmkunsten. Den kunstneriske, hvor tomrum skal skabe rum for refleksion eller dvælen ved æstetisk skønhed. Der er også den socialrealistiske kedsomhed, hvor filmkarakterens tristesse langsomt skal sive ind i publikums sind, så vi virkelig forstår, hvor lortet et liv, vi er vidne til. Den anden version er måske intentionen i ’Ukranian Sheriffs’, for det ser ud til at være surt at bo i Udkantsukraine, men desværre bliver det mest til den tredje form for kedsomhed: den, der bare er irriterende.
