Lyt til artiklen
Sjældent har jeg mærket generationskløften åbne sig så tydeligt som med graffitikulturens fremkomst. Keith Haring kunne jeg forstå, men var det et udtryk for kunstnerisk overtryk eller bare ego-onani at overmale togvogne med fede boblebogstaver?
At så meget graffiti partout skulle udspille sig inden for det samme snævre udtryk har jeg altid haft svært ved at forstå. Hvad angår de evindelige tags, som konstant tværes ud over husfacaderne, er det svært at se det som udtryk for andet end det mest primitive ’jeg var her’. Eller ’her er gratis wi-fi’ eller hvad i hulemaleriet, det nu handler om.
