Da Victor Hugo fyldte 79 – ikke 70, 75 eller 80, men 79 – foretog pariserne og tilrejsende pilgrimsture i parader under digterens vinduer i seks timer. Da han døde fire år senere, i 1885, anslås 2 millioner at have sluttet sig til begavelsesoptoget op ad Champs-Élysées. En populær mand altså. Varigt spor Den kulturelle elite er enig med sig selv om, at det, millioner og atter millioner af fluer svirrer rundt om, nødvendigvis må være en lort, og faktum er, at Victor Hugos to hovedværker, ’Klokkeren fra Notre Dame’ og ’De elendige’, blev dårligt anmeldt, da de kom frem, og aldrig har nydt stor anerkendelse på parnasset. En skæbne, de deler med det måske mest varige konkrete spor, Hugo har sat, nemlig det stort opsatte musikalske drama, vi kender som ’Les Misérables’, og som er blevet set af 60 millioner mennesker verden over.
LÆS OGSÅ Alle tiders mest populære musical virker overspillet og bombastisk på det store lærred
Værket, der har tilbragt over 30 år som den mest elskede musical i verden, endog foran storværker af folk som Andrew Lloyd Webber og den uendeligt subtile Steven Sondheim, har generelt mødt dårlige anmeldelser lige siden urpremiererne i Paris i 1980 (fransksproget) og London 1985 (engelsksproget), og der er da oprigtig talt heller ingen ende på musicalens dramaturgiske mangler, ligesom der mildt sagt går længe imellem momenterne med faktisk musikalsk kvalitet.
Trikoloren ud af vaskemaskinen
Til gengæld er ’Les Misérables’ ambitiøs i strukturen. Den er – modsat så langt hovedparten af alle musicals – gennemkomponeret.
Selv så jeg ’Les Misérables’ på Odense Teater for godt 20 år siden, men kunne – bl.a. – ikke forlige mig med de alt for rene kostumer og nogle trikoloreflag, der så ud, som om de lige var kommet ud af vaskemaskinen. Dertil kom, at stemmerne var lovlig Fame-skole-velfriserede. Ingen af de fælder går Tom Hoopers film i. Hans prærevolutionære Paris og hans karakterer formelig mæsker sig i skidt, sod og snavs, bogstavelig talt rendestenslort og kropssekreter. Den gud, der kan hive de skæbner op af sølet – eller som minimum lade dem forenes på en lille sky i himlen med deres aflidte familie – er godt nok lidt af en gud. Og Hooper har besat rollerne med skuespillere snarere end sangere, altid et kontroversielt valg i en musical, lige siden Richard Harris og Vanessa Redgrave var kong Arthur og dronning Guenevere i filmversionen af ’Camelot’ i 1967 og begge ærlig talt havde svært ved at intonere rent, men så karakteristiske ud, mens de gjorde det ... Alt synges – eller når rollerne er besat med ikke-sangere: tale-synges – i ’Les Misérables’, selv de mere pragmatiske overgange mellem de deciderede og mere formaliserede arier, duetter og kor.
