»Det er Cianfrance«, hvisker han til mig på vej ud.
Ci-aan-fraance. Lutter flade Texas-a’er. Jeg har længe siddet og prøve at få læber og tunge til at udtale hans efternavn. Der er mulighed for adskillige bastardfranske culs-de-sac i det navn.
Går imod voldstrenden
Derek Cianfrance blev en stor kanon sådan lidt øst for midterbanen med det grelle parforholdsdrama ’Blue Valentine’ og følger det nu op med ’The Place Beyond the Pines’ med Ryan Gosling som tatoveret dødsdromkører i et omrejsende cirkus.
For at tage sig af den søn, han pludselig finder ud af, at han har, bliver han bankrøver. Men grundlæggende handler filmen om, hvordan en voldshandling påvirker langt ned i det næste slægtled.
LÆS ANMELDELSE
»Min ambition med filmen«, siger Cianfrance, »var helt og holdent at lave den uden skydevåben af nogen art, fordi jeg har sådan en allergisk reaktion mod vold i film, især efter at jeg blev far. Jeg kan ikke engang se en rugbykamp med mine unger om eftermiddagen uden at skulle slukke tv’et under reklamerne«.
»Det må være Sam Peckinpah, der begyndte voldstrenden i film, men han red selv i flammerne med sine karakterer – der var sand menneskelig lidelse i det. I dag er vold blevet en fetich og åh so cool, og jeg kaster altså op, næste gang jeg ser en kugle gennembore et hoved i slowmotion, så hjernemassen sprøjter ud over væggen. Det er den uansvarlighed, jeg hader, men desværre: en røver- og strisserfilm som min lader sig ikke lave uden skydevåben ...«.
Den rigtige begyndelse
Jeg var ret duperet over, at du åbner din film, en seriøs film, med et nærbillede af Ryan Goslings mavemuskler ..., begynder jeg at spørge.
»Hele den indledning var planlagt ned i mindste detalje«, siger han og begynder at fortælle med hænderne. Cianfrance lever og ånder film, han kunne sidde her hele dagen og fortælle.
»Jeg elsker film som ’Touch of Evil’ og ’The Player’, der begynder med et episk skud, noget uforglemmeligt, noget der udvikler sig, mens vi kigger«.
»Store dele af ’The Place Beyond the Pines’ er lange uklippede scener, blandt andet åbningen, hvor vi begynder med nærbilledet af Ryans sixpack. Vi ser, hvordan man kan skære sig på hans muskler, vi ser hans tatoveringer, f.eks. den bloddryppende kniv han har tatoveret under venstre øje. Tydeligvis en farlig person, men vi ved stadig ikke, hvem han er. Efter at vi har set Slayer-plakaten på væggen, forlader han sit lille rum og går ud. Hvor er vi nu? Ved et karneval. Hvor skal han hen? Skal han dræbe nogen? Hvad sker der?«
»Så drejer han om et hjørne, og folk tager blitzbilleder af ham. Åh, han optræder på en eller anden måde. Folk klapper og hepper, og han sætter sig op på sin motorcykel sammen med to andre fyre med det samme platinblonde hår. Så kører han op i dødsdromen og bliver den panter, det dyr, som man gerne kigger på gennem tremmer, men meget nødigt vil for tæt på. Han er sådan en, som popgruppen The Shangri-Las plejede at synge om: sådan en hård dreng med et blødt indre«.
Han tænker på 60’er-hittet ’Leader of the Pack’, hvor en ung fyr kører sig ihjel på sin motorcykel, fordi hans kæreste har slået op med ham: »He sort of smiled and kissed me goodbye / The tears were beginnin’ to show / As he drove away on that rainy night / I begged him to go slow / But whether he heard, I’ll never know«.
Den amerikanske arv
Det er ikke svært at se Ryan Gosling i den rolle, ikke mindst i en opdatering anno 2013, hvor badboy-manererne er blevet en træt karikatur, og hvor kniven under øjet har taget magten, presset den sidste sødme ud.
»Den handler om amerikanske stammer, om den amerikanske arv«, siger Cianfrance.
»Om at når du fødes i denne del af verden, fødes du ind i den amerikanske stamme med alle de valg, også de voldelige valg, der indgår i den profil. Det er dem, du skal tage kampen op mod for at finde dig selv. Det er det, der er hjertet i min film. Jeg er ligeglad med, hvor realistisk man kan få hjernemasse og blod til at se ud på film, jeg interesserer mig for voldens historik, voldens fortælling, for adrenalinet og de valg, der leder op til volden, for hvordan volden giver et ekko, der gungrer videre, selv efter voldsmandens død«.
LÆS OGSÅ
Derek Cianfrance besatte bi- og statistrollerne i de banker, Ryan Goslings karakter røver, med virkelige bankansatte, der havde været ude for at blive røvet.
Og bortset fra at det tog en del takes, før statisterne holdt op med at se glade og benovede ud, når filmstjernen Gosling kom løbende ind i deres bank med højt hævet skyder, forudsatte han, at deres gamle traume ville give scenerne en ekstra selvoplevet snert.
Og selve bankkuppet? Det var Goslings egen drengedrøm om, hvordan det perfekte kup skulle udføres.
fortsæt med at læse
