I flygtningecentret møder den pensionerede overlærer Angelika Hartmann, der arbejder frivilligt i den gode sags tjeneste, asylansøgeren Diallo fra Nigeria. Selv om han på trods af sine 40 år påstår, at han er »uledsaget ung asylansøger«, kan hun lide ham og bestemmer sig for at overbevise sin familie om, at han skal bo hjemme hos dem.
Den afrikanske mand flytter ind, og forviklingerne – familiære, sproglige, kulturelle og politiske – begynder hjemme hos familien Hartmann i et af Münchens bedrestillede kvarterer. ’Wilkommen bei den Hartmanns’ (Velkommen hos familien Hartmann) er den første tyske film, der forsøger at finde ud af, hvad der skete hjemme hos de tusinder af tyskere, som sidste år bestemte sig for at invitere en af de næsten 900.000 asylansøgere, der kom til landet, til at bo hos sig.




























