Himlen ligger som et snavset lagen hen over København. Vinden fragter tunge klamme snefnug gennem i luften, de smelter og forsvinder, så snart de rammer noget.
Det er derfor, hans ansigt glinser, da han kommer ind på den thailandske restaurant, hvor elefanter er broderet i de dybrøde duge, der ligger under plader af glas, og hvor gyldne fisk og drager hænger indrammet på væggene. Han kommer en halv time for sent. Han kommer ellers aldrig for sent, ringede han og sagde. Nu trækker han den sorte North Face-dunjakkes hætte af hovedet og hiver sorte høretelefoner ud af sine ører og spørger, om han lige må gå på wc’et og tørre sig.
Da han kommer tilbage fra toilettet, bestiller han en cola og rejechips og en kokosmælksuppe med kylling. Så sætter han sig ned og begynder at bevæge sig rastløst rundt på stolen. Han er helt knækket, siger han, for han laver presseting hele tiden og er også i gang med en ny film, som han gerne vil fortælle mig om, hvis jeg kan lade være med at skrive noget om den.
»Men faktisk har jeg verdens dårligste undskyldning for, at jeg kommer for sent. Jeg kom sent ud af døren, fordi jeg skulle gøre rent, og så skulle jeg ind og have en ny jakke«, siger han og peger på den hvide pose, der står i vindueskarmen.
