Helt tomt. Ingenting på hylderne. Sådan beskriver komikeren Anders Matthesen sit indre, når han er færdig med et show, og turneen er i hus.
»Det har ikke været sådan én gang. Det er sådan hver gang. Og så er det forfra. Nogle gange tager det 14 dage. Nogle gange tager det to år«, fortæller Matthesen, da Politiken møder ham på hans kontor på Frederiksberg. Syv onemanshows er det foreløbig blevet til.
I Pernille Rose Grønkjærs dokumentar ’Den anden side’ møder vi en Anders Matthesen, der i store dele af filmen befinder sig i kreativ krise efter sin store succes med onemanshowet ’Anders’, der havde premiere i 2012. De små fire år, der går, inden han er klar med sit seneste show ’Shhh’, er præget af tvivl, træthed og tomhed. »Jeg har simpelthen ikke den samme selvtillid længere. Jeg har mistet modet lidt«, siger Matthesen i en voiceover i filmen. »Måske er jeg færdig?«
Det er en velkendt følelse for ham men to år er lang tid at føle sig blank i. For en mand, der gang på gang har sprængt rammerne for dansk comedy, stiller tårnhøje krav til sig selv og kerer sig om omverdenens reaktioner, bliver det sværere og sværere at genopfinde sig selv.
