25 års teknisk udvikling har sat sine spor på tv-serien ’Twin Peaks’. De landskabelige billeder, der blev brugt til at markere sceneskift, var allerede i de to første sæsoner markant anderledes end i nogen andre serier på sin tid. Det blæste altid kraftigt, et wireophængt trafiksignal hang i mørket og dinglede. Vinden bølgede i grantræerne. Luften over floden var tung af støvregn.

Faktisk var vejret det markante i disse stemningssættende billeder, der gerne blev holdt lidt længere end normalt. Tiden skaber uvished. Man aflæser straks billedet, men når det bliver holdt, siger instruktøren, at der er noget, vi skal lægge mærke til. Og så bliver man usikker på, om man har aflæst det rigtigt.

Dette kneb er også med i den nye sæson, men naturen står markant stille. Det blæser ikke, der er ingen fugt. Det er, som om motivet er frosset. Til gengæld kan kameraet nu bevæge sig. Over et tåget bjerg, over New Yorks skyline og ud over vandfaldet ved The Great Northern Hotel (hvor vandet godt nok stadig falder).

Det er tydeligvis droneoptagelser, og de kræver jo helt lavpraktisk, at det ikke er blæsevejr. Men de giver også en anden betydning, de giver et alvidende synspunkt. Det, vi ser, er ikke længere et potentielt subjektivt synspunkt, nogen personer kunne have set.

Men faktisk er den største forandring den knitrende skarphed, som vore dages høje opløsning laver, sammenlignet med de gamle tv-billeders grynede støj.

’Twin Peaks’ har alle dage haft støj, misforståelser og forstyrrelser som et af sine temaer. Den parodierer den rationelle detektivfortælling med absurde irrationelle metoder, og denne drømmelogik blev netop understreget af de stemningsforstærkende mellemliggende, næsten udtværede landskabsbilleder, der samtidig viste, at en storm var under opsejling. Det var en mørk og stormfuld nat.

Nu bliver det uhyggelige eller uhjemlige som det hedder på tysk, etableret ved at udnytte den nye tv-teknik på andre måder. F.eks. ved at tone et nattebillede af en overflyvning af træer så mørkt, at man kun lige kan ane, at billedet ikke er helt mørkt.

I det første afsnit ser vi et genkommende motiv med huse eller trailere ude i skoven. Boligen er altid kun en lille del af billedet som regel sat lavt i i venstre side i det gyldne snit, mens beplantningen og især træernes stammer for og bag troner over billedet og spænder et højt rum ud.

Disse mellembilleder er i lige så høj grad som det ofte påpegede lydarbejde medskabere af seriens unikke atmosfære.

fortsæt med at læse

Nye Twin Peaks-afsnit pirrer og forvirrer anmeldere