En præsident vender tilbage’ er en af den slags dokumentarfilm, der demonstrerer, at virkelighedens dramaturgi kan overgå fiktionens. Den rummer spændingsmomenter og karakterer, som ingen manuskriptforfatter ville have kunnet finde på.
Det handler om Madagaskars tidligere præsident, Marc Ravalomanana. Vi møder ham i eksil i Sydafrika, detroniseret af militæret. Og han vil hjem. Han vil tilbage til Madagaskar, tilbage til sit folk. I dvælende og gentagne billeder ser vi ham sidde ved bordet i sin sydafrikanske bolig med havens tropiske vegetation i baggrunden. Han sidder roligt og fattet med en mild regents værdighed og blikket rettet frem.




























