Filmskolens nyklækkede dokumentarister har særlig kompetence
Det vigtige i Jesper Dalgaards film er de fire mennesker, deres fælles drama og de billeder, Dalgaard og fotografen Valdemar Cold Winge Leisner skaber ud fra rollespillet.
Lyt til artiklen
Henter...
Stadig billigere og lettere adgang til ny teknologi medfører, at mange meget hurtigere bliver meget bedre til at beherske teknologien og dens udtryk. Det gælder på mange områder, og det gælder i høj grad, når man snakker film.
Det er efterhånden relativt sjældent, man ser en ubehjælpsom dokumentarfilm. Når man gør det, er det som regel enten, fordi det er med vilje, eller fordi instruktøren helt regulært er ubehjælpsom.
Så når Arne Bro, der er leder af Filmskolens tv-uddannelse og i mange år har været ansvarlig for skolens udklækning af dokumentarister, i årets program udtrykker håb om, at »tilskuerne vil nyde den virtuositet, som disse film er udført med«, har han en lang erfaring at trække på.
Det er nu nok i lige så høj grad en anden form for virtuositet, Bro hentyder til. Nemlig udviklingen af det personlige udtryk, af sproglige konstruktioner og »en tone, der strømmer med større og større tydelighed gennem værket«.
Men hvad vil det sige at være personlig? Et gennemgående træk for flere af årets afgangsfilm synes at være, at man tager del i den udbredte praksis med på den ene eller anden måde at iscenesætte virkeligheden. Man opsøger den personlige relation og iscenesætter den. Risikoen er helt oplagt, at man kommer til at lave amatørskuespil om følelser frem for at forsøge at beskrive virkeligheden bag og omkring dem.
Eller sagt på en anden måde: Nok så mange følelser, relationer og iscenesættelser er ikke nødvendigvis det samme som at definere en vedkommende tematik eller få en god gammeldags idé og føre den ud i livet.
Når Arne Bro slår fast, at man foretrækker at tale om »erfaring og erindring, forestilling og fantasi – i stedet for viden«, er det en kunstfilosofisk strategi, der rummer en risiko for at ende i luftigt svævende følelsesliv og fabulerende håndskrift, som er fascineret af en person snarere end af en historie.
Den personlige vinkel, den overraskende iscenesættelse af virkeligheden, den private baggrundshistorie, skuespilleriet. Det kan alt sammen føre spændende steder hen, men det kan også opleves som omveje ud i det blå.
At iscenesættelse vitterlig kan fortolkes kunstnerisk kreativt, er Jesper Dalgaards ’Weltschmerz’ et overbevisende eksempel på.
Ikke mindst fordi instruktørens iscenesættelse smelter sammen med hovedpersonens dramatiske iscenesættelse af sit eget livs følelseskonflikter. At Dalgaard sammen med fotograf Valdemar Cold Winge Leisner, tonemester Mathias Dehn Middelhart og klipper Dennis Göl Bertelsen samtidig er et oplagt eksempel på et helt igennem imponerende filmteknisk niveau, understreger kun afgangsholdets bemærkelsesværdige kompetence.
Afgangsfilm er mange ting på én gang. En eksamen og et visitkort. Et selvportræt og en jobansøgning. En undersøgelse og en demonstration. Måske endda en vaklen mellem skråsikkerhed og usikkerhed og i et eller andet omfang også en spejling af en uddannelsesinstitution og dens bagvedliggende filosofi.
I en tid, hvor reality-dokumentaren synes i færd med delvis at fortrænge den traditionelle dokumentar fra tv-stationernes sendeflader, er der helt oplagt brug for en uddannelse, hvor den kunstneriske dimension har forrang og trænger i dybden.
Men spørgsmålet er også, hvor lidt viden om verden man kan nøjes med at lukke ind.
Bliver dansk dokumentarfilm mere interessant af at iscenesætte sig selv som amatørteater?
Man må nok i højere grad spørge sig selv om, hvad man skal med et rum, man selv definerer, når nu verden ligger derude og byder sig til.
