Den toneangivende franske instruktør Olivier Assayas kalder amerikanske Kristen Stewart for »sin generations største skuespiller«. Det gør han efter at have brugt hende to gange. Først over for Juliette Binoche i ’Sils Maria’ og nu i den absolutte hovedrolle i ’Personal Shopper’.
At blive placeret på en piedestal af en fransk films auteurer må siges at være lidt af en volte for en skuespillerinde, der 17-år gammel blev det helt store teenage-idol som Bella Swan i den vampyrromantiske ’Twilight’-saga.
Berømt og hånet for sin sensuelt fremskudte underlæbe og sit sovekammerstenede blik. I alverdens ungpigeværelser tilbedt som Bella og misundt for sit forhold til ’Twilight’-modspilleren Robert Pattinson.
Kristen Stewart er nu blevet 10 år ældre og mere moden, men det interessante er, at hun egentlig ikke har ændret sin tilgang eller sin stil. Kristen Stewarts metode er hendes helt egen. Bogstavelig talt.
