Med et socialt solidt og noget sentimentalt slægtsdrama, baseret på en roman af ’Whale Rider’-forfatteren Witi Ihimaera, har ’Once Were Warriors’-instruktøren Lee Tamahori valgt at vende tilbage til New Zealand efter 20 år i USA med bl.a. et ’Sopranos’-afsnit og film som ’Die Another Day’ og ’Edderkoppens spind’.

Når den stribe titler lover mere, end resultatet af returbilletten holder, kan det skyldes, at slægts- og hjemstavnsgenren i grunden havde udløbsdato tilfælles med netop patriarkatets sammenbrud.

’Patriarken’ vil i sit brede familiegalleri og rivaliseringen mellem to maori-klaner både rumme et fortidigt elskovsdrama med fatale nutidsfølger, spejle hjemlandets racekonflikt mellem maorier og hvid overklasse og gennemlyse en slægts socialpsykologi og generationskonflikter i lyset af et civilisatorisk tidehverv med 1960’ernes spirende opgør med patriarkalsk autoritet. Og så lige en visuel hyldest til landskabet.

En gevaldig mundfuld, nærmest maori-kulturens tre-i-et-sidestykke til ’Leoparden’, ’Vredens druer’ og ’Øst for Paradis’. Desværre placerer filmen sig glimtvis mellem ’Dallas’ og ’Det lille hus på prærien’, måske som følge af instruktørens svaghed for westerns?

Temuera Morrison (fra ’Once Were Warriors’) og Nancy Brunning er patriarken selv og hans fåmælte, men stovte kone, og unge Akuhata Keefe er sønnesønnen med en ny tids mod, mandshjerte og retfærdighedssans.

Ligesom de øvrige sønner, døtre, svigerbørn og rivaler er de nu mere typer end individer fra en roman, hvis subplots her virker lige så tætklippede som fårene i den konkurrence om Den Gyldne Saks, som klanfejden kulminerer i. I øvrigt med filmens eneste tilløb til komik desværre delvis ufrivillig.

fortsæt med at læse

Anmeldelse:

Klipning og lyd er så brillant, at man ser escortpigens indre uro og føler mislyden i hendes overfølsomme ører