Der er visse scener, som for alvor brænder sig fast i bevidstheden, og som man ved vil blive siddende, indtil mørket helt har sænket sig over en.
De er sjældne, og i disse tider, hvor tv-producenterne hele tiden skruer op for effekter og manerer med henblik på at skaffe sig opmærksomhed og seertække, skal der noget usædvanligt til.
Men 'Game of Thrones' sæson 7 er leveringsdygtig, og for en gangs skyld er årets mest mindeværdige scene hverken en drabelig omgang hovedknusning eller en flagrant sexscene med diverse attributter i hed bevægelse; ej heller er det fægtning eller drageild – selv om alle disse ting er med til at hæve serien over den jævne sump.
Nej, prisen for årets ’scene man vil huske, til man dør’ går med akklamation og sløjfe til et klip, hvor den trinde Samwell Tarly, tidligere Nattevægter sammen med Jon Snow, i de lærdes enklave Citadellet forsøger sig med en operativ kur mod dragemoderrådgiveren Jorah Mormonts ellers uhelbredelige infektionssygdom ’Gråskæl’, der medfører tab af forstand og derefter en langsom og smertefuld død.
