Vel skal der da spares på offentlige udgifter, hvis de er overflødige. Og vel skulle vi da gerne lære noget, mens vi er bedst til det, nemlig i barndommen. Men som samfund drager vi nu nogle løjerlige konsekvenser, hvad angår børnene, landets ’vigtigste råstof’, som de hed.

Vi ved, at opmærksomme voksnes ’kontakt, krav og kærlighed’ er noget af det vigtigste for små børns udvikling, og dog skærer vi ned på antallet af voksne og tiden til opmærksomhed i de daginstitutioner, hvor ungerne tilbringer mere vågen tid end hjemme. Og skønt vi ved, at for tidlig læring kan skade selv det videbegærlige barns indlæringsevner, kontakt med andre og ikke mindst med sit eget jeg, opstiller vi standardiserede ’læringsmål’ for de endnu etårige (og kræver karriereplanlægning af dem længe før konfirmationsalderen).

Se traileren til Barndom

»Legen er barnets arbejde«, hævder derimod denne norske instruktør bag filmen ’Barndom’ i lighed med mange udviklingsforskere, f.eks. danske Erik Sigsgaard, der har sagt: »Valget af dagtilbud er det vigtigste i livet. Går det godt der, så går det sjældent galt senere hen. Børnenes intense leg er det vigtigste, ikke et liv styret af læseplaner og målsætninger. At opdage verden sammen, det er opgaven«.

I de levende billeder her ser man hvordan. I stedet for at angribe lærings- og målingsfanatikerne med afskrækkende eksempler har Margreth Olin nemlig fundet det gode eksempel frem: En naturbørnehave, som har fattet dén melodi. Dér følger hun simpelthen de seksårige et helt år og klipper det sammen. Hendes blik for børnenes mange aha-oplevelser gør dét til en sjov og egentlig enkel, men rigtig livsbekræftende og lærerig dokumentarfilm.

HER SER VI nemlig legeglade piger og drenge udforske skovbunden for at samle ting til en dekoration, snitte deres egne stokke og stoppe filtlommer ud til kæpheste, lege politi og prinsesser og zombier, følge udrugning af blåmejsens æg i forsommeren og gudhjælpeme også spille krybbespil til jul – og ikke mindst: knytte venskaber, lære af hinanden, slibe hinanden til i småkonflikterne – og lære også at komme over dét.

Tv eller film ser de unger ikke, og der er ingen iPads eller spilkonsoller i institutionen, for de følger Rudolf Steiner-tankerne i Aurora-børnehaven på Nesodden (halvøen, som bunden af Oslo Fjord krummer sig om). Men det er nu ikke det afgørende; af pædagoger med overdrevet behov for ideologisk afstivning kan også de ideer – ligesom alle andre principper – overdrives til tvang og regler, der bliver vigtigere end hvert enkelt barns egenart. Det sker ikke her, hvor vi i stedet ser det, der tæller: Den voksnes opmærksomhed på det enkelte barn og roen til at lade det opdage verden og afprøve sine evner og begrænsninger selv, uden overdreven ros eller utålmodig ’hjælp’ og korrektioner. Den rummelighed over for det ’ufærdige’ skal mange af os voksne jo først lige lære selv.

Det og meget andet kunne filmen have skåret ud i pap, så den var endt som frelst idyllisering. Men børnenes udtryk lyver ikke, hverken når de griner eller græder, og filmen er heldigvis næsten uden ’voksenforklaringer’. Modsat Margreth Olins fiktionsfilm ’Englen’ (2009), hvor en overflødig og overfølsomt fortolkende fortællerstemme overdøvede Maria Bonnevies stærke spil som en narkoman, der gav afkald på sit spædbarn af kærlighed til det.

’Barndom’ kan anbefales som pensum for Folketingets forhandlere omkring en kommende reform af vores dagtilbud til børn. Hvis ikke vi selv kan se, at de unger her lærer, mens de leger, er det vores egen indlevelsesevne, den er gal med. Og aktive mennesker, der trives, er det jo altid en fornøjelse at se på – ikke mindst når det er små, ivrige mennesker.

fortsæt med at læse

’Voyage of Time’:

En mageløs dokumentar, der sammensmelter menneske og natur med kosmisk tankegang