Du har måske ikke hørt navnet Hans Zimmer før. Men vi lever i en Hans Zimmer-æra. For selv hvis du ikke ved, hvem Hans Zimmer er, har du sandsynligvis set en film, som han har lavet soundtracket til: ’Thelma & Louise’, ’Løvernes konge’, ’Gladiator’, ’12 Years A Slave’, ’Pirates of the Caribbean’, Christopher Nolans Batmantrilogi,’Inception’, ’Interstellar’.
22. maj lægger han vejen forbi Forum i København, når han turnerer gennem Europa med et repertoire af soundtracks fra over 120 film. Det er forud for denne turné, at han giver interview i sit studie i Los Angeles, som alskens store instruktører og producere har defileret igennem i jagten på den lyd, der kan accentuere deres visioner.
Den tyskfødte Zimmer er en populær fyr i Hollywood. Der har tidligere været en Ennio Morricone-æra, der inkarnerede westerns og Clint Eastwoods sammenbidte ansigt. Dernæst en John Williams-æra, som udødeliggjorde Steven Spielbergs største film. Og nu er vi altså i en Zimmer-tid, hvor adrenalin og gåsehud sameksisterer, hvor et strygerorkester sagtens kan spille et rockriff, og hvor filmens musikalske lydside brager mod sanserne. Men hvem er manden bag nutidens filmlyd?
Poptillægget
SPECIAL: Interview med filmkomponisten Hans Zimmer
SPECIAL: Interview med filmkomponisten Hans Zimmer
Tysk blues og en død kat
I entreen i den bygning, der huser Hans Zimmers studie i Santa Monica, står en sofa, der er udformet som en synthesizer. En tysk journalist tager plads på tangenterne og fordyber sig i sine noter. På væggen over sofaen hænger en stor plakat, hvorfra Edith Piafs ansigt skuer sorgfuldt ud i rummet.
Zimmer har siddet i sit studie i et dekadent rødpolstret sofaarrangement og givet interviews hele dagen. Nu bliver jeg bedt om at vente, så han kan få sig en smøg udenfor. Jeg bruger ventetiden på at se mig om i det store vinduesløse rum, der er Zimmers arbejdsplads. Der ligger en pakke Marlboro Gold på det massive sofabord ved siden af et tomt askebæger, der formentlig mest er til pynt i det puritanske L.A, hvor rygning indendørs er forbeholdt filmskurke og scener fra start-90’erne. Endevæggen er beklædt fra gulv til loft med analoge plugins og afslører, at denne hule tilhører en perfektionistisk og kræsen mand med fintfølende ører, der kan høre forskel på hver enkelt compressor. Kan man spore de europæiske aner, når man tager smøgerne og den barokagtige indretning i betragtning? Eller får man kun øje på Grammy-platterne og den amerikansk ironiforladte pastiche på en klunkestil?
I hjørnet af lokalet står en gylden Oscar-statuette i en glasmontre. Zimmer vandt den for soundtracket til Disneys ’Løvernes konge’ i 1995. Han var tæt på at sige nej, da han blev tilbudt at lave musikken til tegnefilmen. Han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med nuttede syngende dyr. Men da han forstod filmens kerne, blev han rørt og inspireret. ’Løvernes konge’ handler om et barn, der mister sin far. Zimmers egen far døde, da han var 6 år.
Zimmer vender tilbage fra sin korte rygepause og tager plads i lænestolen igen. Trods en lang dag med interview-sessioner virker han veloplagt, udadvendt og snakkesalig. Den tyske accent træder igennem hans engelske, selv om han flyttede til London som teenager.
»Min identitet er uløseligt bundet til min tyskhed. Min musik er tysk. Selv da jeg lavede blues til soundtracket til ’Thelma & Louise’lykkedes det mig på en eller anden måde at gøre det til en tysk blues«.
Zimmer voksede op i et hjem med klaver i efterkrigstidens Frankfurt. Da faren døde, blev musikken en redningskrans, som han klyngede sig til og dyrkede. Han startede sin karriere med at komponere musik til reklamer i England. I videoen til The Buggles’ pophit ’Video Killed The Radio Star’, der indskrev sig i historien som den første video på MTV i 1981, kan man se en ung Zimmer stå i baggrunden og lave akavede diskokneppebevægelser mod keyboardet. Den første film, han stod i spidsen for kompositionsarbejdet på, var ’Rain Man’ (1988). Men selv om Zimmer i dag har en stjerne med sit navn på Hollywood Boulevard, har det ikke altid været skrevet i stjernerne, at han skulle drive det vidt. I løbet af sin opvækst blev han smidt ud af ikke færre end 9 forskellige skoler.
»Jeg vil ikke sige, at det var systemets skyld. Men fuck it, det var systemets skyld«, siger han tørt og udfører dermed en ubesværet piruette fra tysk beskedenhed til amerikansk selvsikkerhed og tilbage igen.
»Jeg var en drømmer. Det der barn, der stiller spørgsmål hele tiden. Det var der ikke plads til i systemet. Der er måske mere plads til drømmerne i systemerne i dag, end der var dengang. Jeg stiller stadig spørgsmålstegn ved alting, især i mit arbejde«.
’The braaam’
Det er ikke et tilfælde, at det er Edith Piaf, der pryder væggene i studiets entré. Den franske sangerindes ’Non, je ne regrette rien’ kom til at spille en afgørende rolle i ’Inception’ fra 2010. Både på handlingens plan som den sang, der gentagne gange vækker karaktererne fra drømmen, de befinder sig i. Men også på et metaniveau udgør sangen den overordnede idé om ’inception’, at det er muligt at plante en idé i nogens underbevidsthed.
For hvis man afspiller den valsede start på ’Non, je ne regrette rien’ i lavere tempo, får man netop den tunge valdhornlyd bestående af to toner i forlængelse af hinanden, der er gennemgående i filmens musikalske univers. Zimmer har plantet Piafs forvredne melodi i sin komposition som en ildevarslende alarm, der får filmens beskuer til at vride sig uroligt i sædet. I drømmens verden er tiden moduleret. Minutter i den vågne virkelighed kan være en time i drømmen, alt efter hvor dyb den er. Og i sit arbejde med at komponere soundtracket til ’Inception’ har Zimmer moduleret tonerne fra Piafs sang således, at tempoet bliver synkroniseret med karakterernes drømmetid. Det er et af mange tilfælde, hvor Zimmers musikalske arbejde i højere grad lægger en ekstra dimension til filmen, end det supplerer den.
»Jeg arbejder på noget nyt med Christopher Nolan lige nu«, røber Zimmer og refererer til den kommende film ’Dunkirk’, som er deres sjette samarbejde.
»Men jeg vil ikke fortælle dig noget som helst om det. Der er så få positive overraskelser i verden. Da vi arbejdede på ’The Dark Knight’, fortalte vi ikke om, hvad vi var i gang med at lave, og da den kom ud, blæste den folks sokker af. De havde ikke regnet med, at det ville være den type Batman-film«.
Zimmer har også blæst en del sokker af med det, der på diverse internetsider er blevet navngivet ’the braaam’: et forstærket horn, der brager imod trommehinderne og skaber en nærmest uudholdelig intensitet.
’The braaam’ opstod, da Zimmer og Nolan følte sig rastløse til en filmpremiere i London og besluttede sig for at samle et orkester i en kirke i stedet og give den fuld smadder på hornene for at se, hvad der kom ud af det. Det blev senere inkorporeret i soundtracket til ’Inception’.
»Hvis nogen har skabt ’the braaam’, er det Christopher Nolan«, siger Zimmer beskedent.
Men hvad kommer egentlig først: billedet eller musikken? Hvad er forholdet mellem lyd og vision?
Hans Zimmer er en mand, der elsker sit arbejde og er god til at tale om det.
Han giver fabulerende, anekdotiske svar, hvor han følger sine associationer og ender et andet sted, end han startede. Han fortæller mig om dengang, da Ridley Scott ringede og vækkede ham kl. 9 om morgenen, til trods for at Zimmer er kendt for at arbejde om natten og sove om dagen. »Hvad siger du til at lave en gladiatorfilm«, spurgte Scott. Zimmer grinede søvndrukkent: »En gladiatorfilm? Sådan noget med mænd i nederdele?«. »Nej«, svarede Scott, »det er ikke dén slags gladiatorfilm«. Det var det telefonopkald, der lagde grundstenen til storfilmen ’Gladiator’.
»Det er det, der er så fantastisk ved det her job. At hver eneste job begynder på den måde, at nogen ringer ud af det blå og siger: Nu skal jeg fortælle dig en rigtig god historie«.
Symbiose med Ridley Scott
Flere af Zimmers kompositionsprocesser er udsprunget af et slags symbiotisk samarbejde med instruktøren, hvor de deler deres visioner, før der overhovedet er en rød tråd i fortællingen. Filmens visuelle side og musikken kan ikke skilles fra hinanden. De er begge komponenter, der udgør fortællingen. I tilfældet med ’Gladiator’ havde den ikoniske scene, hvor Russell Crowe går igennem en kornmark og stryger hånden hen over aksene, ikke været der, hvis det ikke havde været for musikken. Scenen kom med i filmen, fordi musikken skabte en stemning, som gjorde billederne mere kraftfulde.
»Jeg føler mig meget privilegeret over at arbejde sammen med instruktører som Ridley Scott. Han er et af vor tids største visuelle genier. Efter et stykke tid stopper han med at snakke og begynder at tegne i stedet. Og jeg mister ordene og sætter mig ved klaveret og begynder at spille. Jeg har brug for farverne til at udføre musikken, og jeg tror, at han har brug for musikken til at lave billederne. Det, der er fælles for processerne, er, at vi begge to prøver at fortælle en historie«.
Ifølge Zimmer er han og Scott begge drevet af et behov for at blive bedre til at fortælle historier. »Ridley kunne jo være stoppet med at lave film efter ’Blade Runner’«, udbryder han ivrigt, »og jeg kunne sikkert være stoppet efter ...«. Han vifter lidt med hænderne, som for at indikere, at han leder efter ordene, men fortsætter så: »Men vi kan ikke stoppe, for vi bliver ved med at jage efter noget nyt. Vi prøver stadig at blive bedre til det, vi gør«.
Jeg afbryder hans talestrøm for at bede ham om at færdiggøre den sætning, han påbegyndte. Hvornår kunne han i princippet være stoppet på toppen? Hvad er hans ’Blade Runner’?
»Det ved jeg ikke. Det er problemet. Der er ikke nogen af dem, der er færdige. Jeg ville sige ’Thin Red Line’, men nej, der var lige den ene ting, der kunne have været bedre. Heller ikke ’Inception’, den var fuld af fejl. Jeg blev meget bedre efter den. Og ’Interstellar’, nej nej nej. Jeg går aldrig ind og ser filmen, jeg har arbejdet på, når den kommer ud. Til premieren på ’Frost/Nixon’ i London var jeg simpelthen nødt til at forlade salen, fordi jeg ikke kunne mærke publikum og blev bange for, at de hadede filmen. Det viste sig, at det ikke var tilfældet. Det er bare meget kompliceret. Det er jo følelser, vi arbejder med«.
Og nu skal følelserne forsøge at stå alene. En verdensomspændende turné venter, og her skal Hans Zimmer og hans orkester tage soundtracket til de næste højder: som koncerter i stadionformat. Uden filmene. Kun med følelserne.