Flere ting taler tiden imod i TV 2’s musikalske lejrskoleprogram ’Toppen af poppen’, der nu kører på sin syvende sæson med et hold deltagere, som på alle måder spænder vidt med 21-årige Karl William som benjamin og den om få dage 61-årige storbyrocker Michael Falch som nestor. For det første er det ikke en konkurrence.

Det gælder ikke om at konspirere mod andre eller gøre sig gældende som ener på fællesskabets bekostning. For det andet flankeres tonerne ikke af en flamboyant, spejlblank vært eller værtinde, som med middelmådige jokes samt sproglig fattigdom, båret som var det Elefantordenen, lægger op til løjer.

Det er faktisk først og fremmest musikken, som står i centrum, og den får så sin rigelige bekomst, når de enkelte deltagere oplever de andre medvirkende fremføre deres sange på nye eller ligefrem alternative måder.

Ikke alle deltagerne er lige ferme fortolkere endsige sangere eller sangskrivere. Men de er entusiastiske, empatiske og bristefærdige af respekt over for kollegernes numre, og ganske ofte aftvinges ellers slidte radiohits nye nuancer eller betydningslag.

Skulle man have nej-hatten godt trukket ned over ørerne, kunne man indvende, at det hele sgu er lovligt kælent. Der er ingen grænser for, hvor meget de ææælsger hinandens sange, og hvor dyb ærbødighed de nærer for hinandens kunstneriske habitus, selv om det er tydeligt for enhver, at de mere minder om det billede af Aksel Larsen og Andrej Gromyko, som Osvald Helmuth fremmaner i Erik Leths vise ’En grimasse der kan passe’.

Ikke desto mindre er det et både rørende og musikalsk givende program. For der kommer noget fagligt kød på bordet, og de enkelte artister får lov til at sige noget om deres ting. Showet medvirker også til at bringe måske glemte ting frem i lyset igen. Som da Sebastians sange for år tilbage fik nyt liv som følge af genfortolkninger i ’Toppen af poppen’.

Og hvem ved, kan hænde, at ældre, men måske ikke længere så aktivt lyttende popelskere bibringes nyt syn på visse ørehængere fra samtiden. Hvilket det er vanskeligt at have noget imod, når nu musik er kærlighedens næring.

Således da Michael Falch gav Auras fine ’Song for Sophie’ til bedste med udstrakte arme og milde øjne bag mediebrillen. Det var både imødekommende, fint og pakket med erfaring, da den gamle desperado føjede pigelig ynde til sit udtryk. Vognlæs af respekt til de medvirkende. Fordi I så åbenlyst elsker musik.

fortsæt med at læse

God krimiserie om den hårdkogte detektiv fra Irland halter med plottet