»I ’Team Hurricane’ undersøger de medvirkende teenagere deres ståsted lige på grænsen til voksenlivet gennem deres kreativitet og ideer. Kreativiteten opstår i de unge pigers fællesskab i den lokale ungdomsklub. Samtidig er fortællingen et formmæssigt og grænsesøgende eksperimentarium«.
Sådan lyder beskrivelsen af ’Team Hurricane’ i ugens udgave af podcasten Politikens Poptillæg, hvor panelet begejstret taler om Annika Bergs farverige punk chick flick-film, som har gjort sig bemærket både herhjemme og i den internationale presse, da den vandt kritikerprisen på filmfestivalen i Venedig.
Hør podcasten her:
Den 30-årige filminstruktør – der for to år siden dimitterede fra Den Danske Filmskole med afgangsfilmen, ’Sia’, der handler om den sidste dag i en ældre kvindes liv – var også gæst i Politikens podcaststudie. Her fortalte Annika Berg, som i øvrigt havde sin hund Jackie med, om, hvordan begge hendes film afspejler hendes egne livserfaringer.
Rynket hud og teenagevildskab
»Jeg vælger altid at lave noget, der er ret præsent i mit eget liv. Og da jeg lavede ’Sia’, fortalte min far mig, at han var blevet meget syg af kræft«.
»Jeg havde behov for med min æstetik at bearbejde mit eget forhold til alderdom og se skønheden i den rynkede hud og dens tekstur. Og det var det samme, jeg havde behov for med ’Team Hurricane’, at se skønheden i den der teenage-vildskab. For mig er et af grundtemaerne i filmen at acceptere sig selv i alle udviklingsstadier af livet. Og kigge på sig selv med kærlighed. Det er interessant, hvordan man ændrer sig som menneske og altid er i bevægelse«.
Annika Berg var selv en teenager, der tit var i problemer uden at opsøge dem med vilje. Hun følte sig ofte misforstået af de voksne, fortæller hun. De troede, at hun lavede ballade.
»Jeg ville for eksempel aldrig have regntøj på, og de voksne troede bare, jeg var på tværs. Men jeg havde fobi over for den lyd, regntøjet sagde, når man gik«.
Ungdomsklubben spiller en markant rolle i filmen, det er her, hovedpersonerne leger med limpistoler og klæder sig ud og deler sorger og glæder. For Annika Berg er ungdomsklubben et vigtigt symbol på fortællingen om sammenhold.
»At være teenager handler om at finde et rum, fysisk og mentalt, hvor man føler, at der er plads til én. Ungdomsklubben var et godt rum, som man kunne indtage, men som også kunne blive taget fra én. Jeg kom der aldrig selv særlig meget, men ville gerne, så hele filmen er for mig en utopi om det fællesskab, jeg ikke havde med andre unge kvinder, eller i det hele taget, da jeg var barn«.
Stalker på sociale medier
’Team Hurricane’ er en sær hybrid mellem fiktion og virkelighed. Filmen ligner en stor farvemættet dagdrøm, hvor glimmer og mørke mudres sammen. De medvirkende er selv med til at forme filmen, når de filmer sig selv og fortæller om de problemer, der tynger dem. Annika Berg brugte utraditionelle metoder til at finde de helt rigtige hovedrolleindehavere. Hun brugte ikke casting, men stalkede de otte piger på sociale medier, som hun selv kalder det.
»Jeg har fra starten vidst, at jeg gerne ville have nogle kreativt begavede unge kvinder indover. Jeg er meget kontrolleret og kan godt lide at tage elementer ind, som udfordrer mig på den kontrol. Og det er det i høj grad at tage otte unge kvinder ind, som har deres egen mening om, hvordan tingene skal være. Jeg er meget selvbiografisk og havde behov for at gå tilbage i min egen ungdom, og udfordringen var så, hvordan jeg tilpasser min egen ungdom til at være nærværende i deres ungdom«.
Se filmen på www.teamhurricane.dk
fortsæt med at læse
