Da Copenhagen International Film Festival under stor festivitas blev lanceret i 2003, blev den også mødt med skepsis.
Argumentet, at en storby som København selvfølgelig måtte have en filmfestival, rungede hult. Det lugtede af den særlige lyst, nogle politikere føler ved synet af en rød løber. Imod argumentet talte også, at mange af de vigtigste filmfestivaler finder sted i små eller mindre byer. Til overflod havde København i forvejen en stærk filmfestival med egen profil i skikkelse af Natfilm.


























