'Sage femme’, den originale titel, er fransk for ’jordemoder’, ordret oversat en ’klog kone’. Og der er faktisk lutter jordbunden snusfornuft i det liv, som enlige midaldrende Claire lever i Mantes-la-Jolie lidt vest for Paris: Hun er et jern og en engel til sit arbejde efter 28 år på samme fødeklinik, den voksne søn er på vej fra reden, og i fritiden dyrker hun grøntsager i en kolonihave ned til Seinen. Vegetar, ikkeryger, afholdskvinde og velfornøjet med det.

Men så kommer ’Gensynet’ – nemlig med Beatrice, kvinden, som forlod Claires far og hende selv, da hun var teenager. Beatrice er Claires modsætning, en forfløjen festabe og spillefugl, glad for smøger og vin. Men på sine gamle dage har hun nu fået en kræftdiagnose og i sin ensomme livsstatus indset, at kun Claires far egentlig har betydet noget for hende, og derfor tager hun kontakt.

Claires far tog faktisk livet af sig kort efter Beatrices svigt, så Claire nærer ikke én venlig følelse for damen. Men den ekstravagante gamle flakke insisterer med en blanding af generøs hengivenhed, skamløs bønfaldelse og omsvøbsfri erfaring. Andre tilfældigheder såsom en indladende mandlig kolonihavenabo, udsigten til et barnebarn og ikke mindst fødeklinikkens lukning (regionen centraliserer til en ny højteknologisk ’babyfabrik’, også i Frankrig, ja) medvirker til at smelte Claires noget sammenbidte panser, så denne lovlig kloge kone også bliver rigtig klog. På livet og på sine egne følelsesudsving.

Trådene i Claires liv rimper Martin Provost nu kun nødtørftigt sammen. Forholdet til søn og svigerdatter såvel som til havenaboen (Olivier Gourmet) udfoldes ikke for alvor, og ’babyfabrikken’ er ren teknologi- og bureaukratisatire, hvorimod de mange autentiske fødselsoptagelser er fulde af livsbekræftende nærvær. I en festlig parentes er Claire på modvillig udflugt for at låne penge af en af Beatrices gamle veninder (Mylène Demongeot), der med årene er blevet lige så røget, som Beatrice er speget.

Provosts speciale er netop kvindeportrætter som i ’Séraphine’ (2008) om maleren Séraphine de Senlis og ’Violette’ (2013) om Simone de Beauvoirs veninde Violette Leduc. Her lader han så at sige to fiktive kvinder portrættere hinanden i de grundtræk, gensynet fremkalder – og dermed portrætterer han også to af Frankrigs store skuespillerinders ypperlige spil, sammen på film for første gang:

Med sin nuancerige minutiøst kontrollerede mimik spejler 61-årige Catherine Frot (kokken i ’Bon appétit, hr. præsident’ 2012) smukt Claires skift fra disciplineret fornuft til tillid og tilgivelse, også af egne svagheder. Og minsandten om ikke Provost også har fundet ind gennem den nu 74-årige Catherine Deneuves botoxmaske til en sej, livserfaren humor og moden glans af ungdommens svale lidenskabelighed.