Hvis man skulle sidde og tælle på fingrene eller i hovedet, hvor mange halv- og kvartfornemmede følelser, der går hen over Danica Curcics ansigt, når hun er i filmisk topform, slipper man hurtigt tør for fingre og plads inde i hovedet. For det er mange. Snarere end sådan en filmrolle, der er opfundet i et manuskript og efter en psykologisk køreplan, hvor alt til sidst skal gå O-P op, er det, som om hendes ansigt, dets flader, er noget, hun stiller til rådighed, og også impulser, anelser og små flige af pludselig opdukkende hemmeligheder.
Hvis man så alligevel tager en lommeregner med i biografen til ’Darling’, Curcics nye film, der er skrevet af Kim Fupz Aakeson og instrueret af Birgitte Stærmose, hvad får man så? En fuldt færdig, kompleks karakter, der er som skabt til et podium, et portræt, som man blev færdig med, som man præserverede for fremtiden i digital form, en fast størrelse, man kan tilbede nogle måneder senere, når Curcic står og tager imod årets Bodil eller Robert?
