Med næste uges Netflix-premiere på miniserien ’Alias Grace’ forenes den canadiske forfatter Margaret Atwood igen med en anden markant kvindestemme, nu canadiske Sarah Polley, som med fortællingen om en mordanklaget tjenestepige omsætter endnu en Atwood-roman til skærmbilleder.
I årets hidtil bedste tv-serie ’The Handmaid’s Tale’ var det Atwood og skuespilleren Elisabeth Moss, som gav gennemslagskraft til en samfundskritisk fortælling om en tjenerinde i et fremtidigt USA, hvor fertile kvinder er reduceret til fødemaskiner for et ortodoks kristent patriarkat.




























