I 1928 holdt Virginia Woolf to forelæsninger på Girton College og Newham College, som senere blev skrevet sammen og udbygget til bogen ’Sit eget værelse’.

Bogens pragmatiske konklusioner er i 2017 forhåbentlig mere relevante andre steder end i Danmark. Nemlig at en kvinde skal have sine egne penge og sit eget værelse, hvis hun skal have mulighed for at udtrykke sig og blive forfatter.

At blive konfronteret med kvindernes totale usynliggørelse i de foregående århundreder er tankevækkende læsning. Ikke mindst er det en tanke værd, at det er mindre end 100 år siden, Woolfs ideer blev betragtet som det chokerende nye.

Interessante er også hendes tanker om, hvorfor det lige blev romanen og ikke digte eller dramatik, der blev de kvindelige forfatteres udtryksform. Svaret er dobbelt, men handler om rum. Kvinderne levede deres liv med mange huslige pligter i de fælles stuer. Der var ikke tilstrækkelig med tid og ro til digtningens fordybelse. Det var nemmere at skrive prosa midt i hverdagens hurlumhej.

Til gengæld var de hver dag vidne til de menneskelige relationers psykologiske ’romandrama’.

Udtryksformer og adgangsmuligheder har altså noget med hinanden at gøre. Et erfaringsrum kunne man måske kalde dette kunstens eget værelse.

Vi spoler frem til dansk film i 2017. Vi har haft en debat om kvoter eller ej, affødt af den kendsgerning, at kvinder er voldsomt underrepræsenteret i dansk spillefilm.

Er det en situation, som skal løses med kvoter? Flere kvindelige instruktører var hurtigt ude med meldinger om, at de meget gerne så sig frabedt den slags. De vil respekteres for deres håndværk og ikke for deres køn. Hvilket er helt forståeligt, men på den anden side ikke løser noget.

Flere kunder i butikken?

Kvinderne holder sig ikke tilbage, når det gælder prosa og lyrik. De fylder efterhånden godt op i den rytmiske musik. Især synes den elektroniske musiks mulighed for intime arbejdsmetoder at have betydet et markant paradigmeskifte. Måske er det stadig lidt et spørgsmål om rum?

Kvindelige instruktører spiller en helt anden markant rolle i dansk dokumentarfilm end i spillefilm. Måske fordi virkelighedens historier er mere interessante, og fordi ’apparatet’ – og magtapparatet – er mindre? Hvilket på den anden side ikke forklarer, hvorfor instruktører som Katrine Wiedemann og Elisa Kragerup er ’alfahannaer’ på teaterscenen, eller hvorfor relativt mange kvinder indtager rollen som magtfulde producenter i dansk film.

Kræver det stadig et eller andet særligt at orke at styre det store maskineri, som holdet på en spillefilm vitterlig er? Eller er der bare en kultur, som er mange kvinder fremmed? Er de historier, ’man’ finder interessante, ikke de historier, kvindelige instruktører brænder for?

Kvinderne dominerer, når der skal købes billetter til dansk film, men der er i den store sammenhæng meget få film, som fortæller historier, der udforsker et kvindeligt erfaringsrum. Det være sig intimt eller mere udadvendt.

Venindefilm – det er åbenbart kun for teenagepiger i dansk film, hvor man i 2017 fortsat samlebåndsfremstiller film om sportsmænd, hævnere, dræbere, kussetyve, drukmåse, malermestre, fjollehoveder, spillefugle og drengevenner for livet.

Det kunne jo være, man fik flere kunder i butikken, hvis man rent faktisk lavede film, som udtrykte sig på vegne af den halvdel af himlen, som køber biografbilletter, i stedet for dem, som sidder i sofaen og ser fodbold på Viaplay.

Selvfølgelig elsker mange kvinder også krimi, ramasjang og mænd i bredformat, men uanset hvad, så glimrer det kvindelige erfaringsrum i ekstrem grad i dansk spillefilm, der ærlig talt kun kan blive rigere af at blive klogere. Uden at være bange for Virginia Woolf.

fortsæt med at læse

Filmforening støtter kønskvoter for Bodil-prisen