Allerede åbningsscenen tager pusten fra en. Vi er i Colorado i 1884. Luften er tyk af sandkorn, da Marshal John Cook toner frem og rider langsomt ind i den lille by Crede sammen med sine fire mænd. Ved bygrænsen ryger det fra et afsporet tog, og passagererne ligger henrettede omkring det. Vinden får en klokke til ringe døden ind.
Efterhånden som de rider gennem hovedgaden, udfolder sig et helvedesscenarie. Først kadaveret af en hest med blottede ribben og fluerne summende om kødet, så det forkullede lig af en mand i en døråbning, stoppet midt i et skrig. På et kontor ser vi en død telegrafist med en blodig finger på morsesenderen, der tikker sit nonsens ud over prærien. Sproget giver ikke mening længere, og til sidst giver benene efter under Cook, da han kigger op mod himlen, hvor en 4-årig dreng dingler i et reb.




























