»Idioter«, svarede Herzog, da publikum på filmfestivalen i Berlin i 1992 buhede af hans Lessons of Darkness, en dokumentarfilm optaget i Kuwait, mens man forsøgte at slukke oliebrandene efter den første golfkrig. På daværende tidspunkt levede den poetiske, iscenesatte film en trang tilværelse, og krigen var blevet formidlet af journalister – med CNN i spidsen – der med kornede gulgrønne billeder af bombeangreb foregav at give et sandfærdigt billede af krigen. Herzog var uenig og brød med alle tidens normer. Han satte pompøs opera til flotte billeder af flammer og boblende olie, og i sin voiceover undrer stemmen sig over en planet, hvor beboerne elsker ild og krig. Voiceoveren er Herzogs billede på nyhedsmediernes kommentatorer, og han misinformerer åbenlyst undervejs. Små askedynger beskrives som bjerge og brandmænd som pyromaner, hvilket de også ligner, når billederne ses uden forkundskaber og fra uvante vinkler.
Pointen er, at de samme billeder kan fortæller flere historier, men den pointe var ugleset så tæt på krigen. Herzog ventede syv år med at give andet svar på kritikken end det indledende »idioter«. I sit manifest ’The Minnesota Declaration’ kalder han kritikerne (og deres syn på dokumentarfilm og sandhed) for bogholdere, der kun interesserer sig for en »bogholdersandhed«. Selv er han på udkig efter en »ekstatisk sandhed«, der overskrider vedtagne metodenormer og simple blik på kendsgerninger og ved hjælp af poesi, fantasi og stiliseringer forsøger at nå en mere uhåndgribelig sandhed om verden og mennesket.
