Den største overraskelse ved den nye film om den eventyrlige parallelverden Jumanji er, at den ikke er så frygtelig, som jeg havde forestillet mig.
Filmen er en efterfølger til ’Jumanji’ fra 1995, som blev en klassiker for børn af 90’erne, ligesom ’E.T.’ og ’Goonierne’ blev det for os, der var børn i 80’erne. Den afgørende forskel på de to film er, at hvor det i den første var et brætspil, karaktererne blev suget ind i, er det nu et computerspil. Junglen, som de teleporteres ind i, ligner samme magisk realistiske legeland, men fordi det nu er et computerspil, kan instruktør Jake Kasdan udskifte introhistoriens teenageskuespillere med voksne hollywoodstjerner. The Rock, Jack Black, Kevin Hart og Karen Gillan.



























