Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Netflix
Foto: Netflix

’Rick and Morty’ er vildt irriterende og herlig underholdning.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmelderen: Det eneste nytårsforsæt, jeg gider have for 2018, er at sætte mig ned og se (mere) ’Rick and Morty’

Kontroltab er skønt at være vidne til, når det sker hos familien Smith. 'Rick and Morty' fordrer til et meget specifikt forsæt for det nye år: at se mere 'Rick and Morty'.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Set i tv er Politikens daglige tv-klumme. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. I dag skriver Eva Lange Jørgensen om 'Rick and Morty' på Netflix.

Rick Sanchez hiver en brun papkasse op på skrivebordet. Hans lyseblå monobryn peger ned mellem hans stikkende øjne i et vrissent V. Rick er en afdanket videnskabsmand med et ego på størrelse med en luftballon.

Han hader det meste, bortset fra at drikke alkohol og at opfinde ting. Ved siden af ham står hans datter, Beth. Papkassen er fyldt med opfindelser, Beth plagede sin far om at lave til hende som barn: Et uforgængeligt boldtræ. En tankestyrende hårklemme. En pisk, der gør folk til dine venner.

Scenen stammer fra næstsidste afsnit af den animerede amerikanske sitcom ’Rick and Morty’. Over foreløbig tre sæsoner viser den livets pilskæve gang hos familien Smith. Mor Beth, far Jerry, børnene Morty og Summer. Og så Rick, seriens egentlige hovedattraktion. Han holder til i garagen hos familien, hvor han pusler om sine eksperimenter og sin nihilisme.

’Rick and Morty’ er vidunderlig, fordi karaktererne ikke rigtig har styr på noget som helst

I afsnittet med papkassen tager Rick og Beth til Froopyland – en udgakket fantasiverden, Rick skabte til Beth som barn. De leder efter Tommy – barndomsvennen som måske, måske ikke, forsvandt i Froopyland for år tilbage. Da de finder ham, har årene sat sig i hans ansigt, der nu prydes af et langt skæg. Hans hår er filtret, den tynde krop er hyllet i en nusset badekåbe. Han er blevet kongen af det lidet børnevenlige Froopyland, og redningsmissionen mislykkes. Tilbage i kælderen skændes Rick og Beth om den virkelige årsag til, at Rick skabte Froopyland. Beth bliver rasende og meddeler, at hun tager tilbage til Froopyland.

»Fint nok, Stone Cold Steve Austin«, vrisser Rick.

»Hvorfor sagde jeg det?«, mumler han for sig selv. Hvorfor skulle han pludselig bringe den amerikanske psykowrestler Stone Cold Steve Austin ind i det hele? »Det er noget vrøvl, men jeg står ved det«, fortsætter Rick.

’Rick and Morty’ er vidunderlig, fordi karaktererne ikke rigtig har styr på noget som helst. Og ofte er vildt irriterende.

Men de er også genialt, underholdende selskab. Som er i kontrol og lykkes og enes med hinanden, nogle gange. Og så er det altid fascinerende at kigge på karakterer, som er uformående, projekter, der ryger ud af kontrol, og virkeligheder, der skuffer. Blandet andet, fordi man så kan tænke: Jeg er ikke den eneste, der sejler rundt. Og ikke sejler rundt.

Lige nu ligger jeg på min sofa og er en idiot, men i morgen laver jeg noget fedt. Det er en banal pointe, men den kompleksitet er seriens store styrke.

Det eneste nytårsforsæt, jeg gider have for 2018, er at sætte mig ned og se (mere) ’Rick and Morty’.

Læs mere:

Annonce

Thomas Thorhauge

Notater om nysgerrigheden (og nysgerrighedens betingelser)

Thomas Thorhauge

Film skal efterlade dig stakåndet. Ekstatisk. Flyvende.

Thomas Thorhauge

Krig, terror, medier og mænd (Udramatiske udsagn om en højdramatisk tid)

Thomas Thorhauge

Dokumentarismens grænser og metoder

Thomas Thorhauge

Portrætter af mod og moderne liv

Thomas Thorhauge

Er der et rumvæsen til stede?

Thomas Thorhauge

Virkelighed er virkelighed er virkelighed. Er fiktion

Thomas Thorhauge

Til døden, med håb om forløsning

Thomas Thorhauge

»Lige der mellem fortiden og fremtiden«

Thomas Thorhauge

»En syvårig kan taste navnet på en tilfældig pornoskuespiller og se mangedobbelt penetrering«

Thomas Thorhauge

Gysmesteren siger det: Børns empati er i frit fald

Da Schrader mødte Bresson:   »Man har vænnet publikum til film, hvor man viser alt. Det er frygteligt. Hvis jeg ikke kan få folk til at gætte, hvis jeg er tvunget til at vise alt, er jeg ikke interesseret i at arbejde«

Thomas Thorhauge

Mester-dokumentarister i samtale:  Jeg har et skema for alle de film, jeg vil lave i mit liv. ’Kapitalen’ bliver min sidste

Filminstruktør Tobias Lindholm forføres af May el-Toukhys nye film:   I ’Dronningen’ hepper jeg i lang tid på, at Trine gør det, hun gør. Lige indtil hun gør det

Hjernerne bag 'Arvingerne' og 'Herrens veje' i samtale:   »Pludselig opdagede jeg, at mange af mine fortællinger kommer ud fra totalt undertrykt raseri. Sådan noget helt tungt, mørkt noget«

'Sex and the City'-stjerne møder dronningen af arthouse-film:  Vi gider ikke bare spille nogens mor!!

Instruktør bag Jackson-dokumentar:   Seksuelt misbrug af børn udført som grooming føles ikke som voldtægt. Grooming føles som kærlighed

Samtale om selvmord:  »Livet bliver aldrig perfekt. Man får ikke 12 hver dag, og vi skal finde nogle værktøjer, så vi kan leve med, at nogle gange har man det skidt«

Oscarvinder i samtale med sit store idol:   »Den måde, du strukturerer dine film på, virker meget provokerende på mig«

Dans i film:  Solodansen skaber et sjældent intimt rum i filmkunsten

Amalie Langballe:   Katte på film repræsenterer det fremmede, det frie og det farlige

Mads Mikkelsen om stranden i film:  Her findes den utopiske frihed

Peter Schepelern om trapper på film:  Skal du op eller ned? Leve eller dø?

Psyko­ananalytiker Tine Byrckel:   Næsten ingen, jeg kender, har set Lars von Triers klitorisscene

Eva Tind om adoption på film:   Barnet bliver ikke givet væk i kærlighed, men i modstand

Regn i film:  Den største kliché har en lang og kompleks historie

Kvindens begærlige blik:  Nu kigger kvinderne tilbage

Filmskaber Sebastian Cordes:  Nogle gange kan ventetid på film være nerve­pirrende og elektrificerende

Lars Movin om farver på film:   Filmisk alliance udløste usædvanlig teknik, som gav begrebet farvefilm en ny betydning

Migranter i film:  De afrikanske instruktører viser os migranternes historie fra deres egen synsvinkel

Essay:   Vinden er film­kunstens poetiske urkraft

Essay:  Det foruroligende hotel

Når mænd går på toilettet i film, er der en mening med det:   Mænd afslører deres sande jeg, når de vises med bukserne om anklerne

Bondeknold og filmstjerne:  Kartoflen er forbløffende udtryksfuld i film

Essay:  Tårer på film betyder kontroltab og spildte muligheder

På film er et hul ikke bare et hul:  Laura Palmers mor fjerner sit ansigt og viser et uudgrundeligt hul

Farvel til voldtægt som narrativ narko:   Fortællingerne om overgreb har ændret sig i tv-serier efter MeToo

»Jeg lever mit liv en kvart mil ad gangen«:   Denne vanvittige acceleration er det ultimative udtryk på film for vores forsøg på at opnå frihed

Maria Månson:   Jeg har set forskruede scener med slemme børn på film, der har fået mig til at kigge mine egne poder dybt i øjnene

Peter Ole Pedersen om øjne på film:  De stirrer på os, hypnotiserer os og afslører vores inderste hemmeligheder

Frit fald: Kubrick, Trier, Tarkovsky – alle de store kunstnere kæmper med tyngdekraften

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts