Det er sejt på den virkelig sorte måde, når vi ser teenageren Coogie komme cruisende på sin chopper bike med den prægtige afroløvemanke vejende for vinden som en sort og krøllet kornmark; kameraet elsker ham og hans legende kørsel gennem den sydlige del af Chicago – hvor slemme, slemme Leroy Brown også kommer fra i Jim Croces sang fra 1973.
Han er indbegrebet af en ghetto poster boy: køn, klog, cool, og han kan snakke både Fanden et øre af og overtale den pakistanske kioskejer til at give sig klækkelig rabat på en sodavand og en pakke af den afskyelige amerikanske specialitet Beef Jerky, saltet tørret kød, som de oprindelige indbyggere i Amerika foretrak det.




























