På melodramafronten skulle den lige have et sidst nøk i den forkerte retning, da Saga Norén blev sat til at holde en baby. For den akavethed, hvormed den svenske efterforsker holdt på og forholdt sig til menneskebarnet, bør gå over i overspillets historie med akklamation og udmærkelse.

Havde man ladet Maude Varnæs overvære en svedende arbejder bunde en pils og derefter bøvse ’Det er et yndigt land’, ville man ikke have fået den samme rodfæstede væmmelse frem i ansigtet, ikke en tilsvarende kombination af frustration, forvirring og forbavselse over dette infantile væsen.