De ængstelige blikke, der hastigt tjekker alle passagerer i kupeen, når man sætter sig ind i et S-tog. De tanker, der melder sig, når man går bag en person med rygsæk på ind på stadion, til en koncert eller ind i et cirkustelt. Rykket i nakken, hvis man hører noget, der lyder som skud, og hastigt vil tjekke. De stille gys, synet af kampklædt politi med maskinpistoler, giver, når man går ind på en banegård eller i en lufthavn.
Vi lever i terrorens tid, og vi lever med angsten for terror. Det gjorde de omkring 600 unge, der var samlet på Utøya i en fjord ved Oslo til den traditionsrige sommerlejr for Arbejderpartiets Ungdom for snart 7 år siden, strengt taget også.
