Sven Vinge står i dykkerdragt på en strand et sted i Honduras, da en instruktør fra dykkercenteret kommer ned og siger, at der er telefon til ham. Det er i december 2000, og den 20-årige er i sit sabbatår efter gymnasiet rejst til Mellemamerika for at nyde friheden. Opkaldet undrer ham, for han har skrevet til sin mor og bror, at han det næste par uger er bortrejst til et sted, hvor der ikke nødvendigvis er internet. De skal ikke bekymre sig, men han kan ikke komme til en internetcafé og skrive de rejsebreve, han ellers sender nogenlunde hver anden uge.
Kvindestemmen i telefonen viser sig at tilhøre en lokal kvinde på øen, som det er lykkedes Svens bror Emile at få kontakt til. Hun har påtaget sig at ringe rundt til de forskellige dykkercentre og finde Sven. Emile har egentlig sagt til hende, at hun skal lade være med at fortælle Sven, hvad der er sket, men bare få ham til at ringe hjem. Det gør hun imidlertid ikke, så stemmen i telefonen husker han tydeligt.
