Den i dag 83-årige Jane Goodall kan ikke huske noget tidspunkt i sit liv, hvor hun ikke har drømt om »at rejse til Afrika for at leve med chimpanserne og gå iblandt dem uden frygt ligesom Tarzan«.
Det fortæller hun i den amerikanske dokumentarfilminstruktør Brett Morgens nye film, ’Jane’, som handler om opfyldelsen af den drøm. I 1960 som 26-årig – og uden nogen form for uddannelse – bliver Jane nemlig sendt til Gombe i det nordvestlige Tanzania af palæoantropologen dr. Louis Leakey. Dr. Leakey var specifikt på udkig efter en person uden formel uddannelse, en, der med åbent sind kunne observere chimpanserne, og i Jane Goodall fik han nok mere, end han kunne håbe på. Jane ender således med at etablere verdens længst varende dyreobservationsprogram i Gombe, som kører den dag i dag, hvor hun er anerkendt som verdens førende chimpanseekspert og en indflydelsesrig dyreforkæmper.
I en scene, der uundgåeligt sender en tilbage til aben i ’Rumrejsen år 2001’ i en grad, så øregangene fyldes af Strauss’ ’Also sprach Zarathustra’ (du ved, det imposante stykke med trompet og trommer), iagttager hun for første gang, hvordan chimpanserne er i stand til at skrælle blade af grene for at bruge dem til at grave termitter ud med. Hun er desuden den første til at iagttage, hvordan chimpanserne parrer sig, og hvordan en chimpansemor opdrager sit barn. Og ikke bare det: I Gombes tropiske regnskov forelsker hun sig også i en kæderygende fotograf (og baron) ved navn Hugo. Deres kærlighedshistorie er en central del af filmen, en del, som instruktør Brett Morgen over telefonen fra Los Angeles kalder »historien om Adam og Eva i Paradis, men med et videokamera«.
Brett Morgens seneste to film er ’Cobain: Montage of Heck’ (2015) om Kurt Cobains liv og før da ’Crossfire Hurricane’ (2012) om The Rollings Stones’ tidlige år, så det lå ikke lige i kortene, at han skulle lave en film om en kvindelig chimpanseforsker. Han fortæller da også selv, at han reagerede med en vis overraskelse, da han blev kontaktet af National Geographic med henblik på at lave en film om Jane Goodall.
