Anmelder: 'Deadpool 2' viser, hvordan Hollywood er ved at æde sig selv

Joe Lederer/AP
Joe Lederer/AP
Lyt til artiklen

På mange måder var ’Deadpool’ en usandsynlig succes: Den rapkæftede, nihilistiske figur var ikke en specielt kendt superhelt, før Ryan Reynolds i 2005 blev præsenteret for ham og blev besat af ideen om at inkarnere ham i en spillefilm.

11 år gik der, før filmen fik grønt lys, og det på baggrund af det tilfælde, at nogle testoptagelser blev leaket på internettet og skabte stor begejstret røre blandt Deadpool-fans. Så kom producerne op af stolene og satte filmen i produktion.

Deadpools tilblivelse er på den måde også en fortælling om, hvordan Hollywood ikke tør satse på noget uden sikkert afkast. Filmen er i den grad blevet et produkt. Så mon ikke vi kan regne med en endeløs strøm af Deadpool-film, så længe markedsværdi haves, dvs. indtil al originalitet og livslyst er drænet fra endnu en filmserie.

’Deadpool’ blev en gigantisk succes (den bedst sælgende R-ratede film nogensinde), Ryan Reynolds fik skabt sig et eviggyldigt navn, og alle levede lykkeligt til deres dages ende. Man kan se fortællingen om Deadpool som et håb for Hollywood. Men man kan også se den som begyndelsen på Hollywoods forestående endeligt.

'Deadpool 2' balancerer sentimentalitet og eksplosioner med utallige dickjokes og selvbevidste callouts

Det ses efterhånden alle vegne i populærkulturen, at værket forholder sig til sig selv udefra og refererer til andre værker med et glimt i øjet, men i de to ’Deadpool’-film fyres der helt op for metabevidstheden. Alting er selvkommenterende, alting er stykket sammen af noget, vi har set før, vi bliver stopfodret med referencer til klassiske øjeblikke fra filmhistorien, selv musikken refererer altid til noget. Som om Hollywood ikke kan få nye ideer længere, men har udpint sin kreative åre og må ty til kannibalisme.

Bruddet af den fjerde væg er også et brud med fiktionens autoritet. Som når Deadpool ser ind i kameraet, eller giver en autograf og skriver ‘Ryan Reynolds’, eller når han vil omdøbe ‘X-Men’ til X-Force’ for at gøre det mere kønsneutralt. Intet er helligt, hverken i eller uden for fiktionen. Det ophøjede skal latterliggøres, sådan har det altid været med Deadpool, og det er jo fedt og frisk, men spørgsmålet er, hvor holdbart det er. Hvem har hjemme i metaland?

Måske er vi løbet tør for historier. Måske tror vi ikke længere på fiktionen som fiktion. Vi har mere brug for, at nogen fortæller os, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Når virkeligheden føles mere fiktiv end fiktionen, bliver fiktionen bevidst om sig selv. Og den selvbevidsthed lukker sig om sig selv. Et spejlkabinet af et gravkammer.

Eini Carina Grønvold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her