Da kameraet for sidste gang zoomer ind på den 12-årige Zains ansigt, er jeg ikke i tvivl om, at ’Capharnaüm’ er årets Guldpalme.
Det er altid en helt særlig følelse, når Palmen pludselig toner klart frem blandt de rundt regnet 20 film i hovedkonkurrencen. Det er langtfra hvert år, det sker, og at det sker på denne måde i år, er af flere grunde noget helt særligt.
For det første havde jeg ærlig talt ikke på forhånd de store forventninger til libanesiske Nadine Labakis ’Capharnaüm’. Hendes debut, ’Caramel’, var da charmerende, men intet har forberedt mig på det format, hun åbenbarer i sin kun tredje spillefilm.
For det andet vil en Guldpalme til Labaki være den blot anden til en kvindelig instruktør.
For det tredje cementerer ’Capharnaüm’, at festivalboss Thierry Fremaux’ gamble på mindre kendte instruktører og større diversitet har båret frugt. Ikke mindst de asiatiske og østeuropæiske film har gjort årgang ’71 til en af de mindeværdige. Næsten uden store navne og næsten helt renset for amerikansk stjernedrys.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
