Hun er træt, skuespilleren Victoria Carmen Sonne, for det er dagen efter de sidste optagelser af filmen ’Psykosia’, hvor hun spiller en hovedrolle, og bagefter fejrede de det. Nu sidder hun uden for en café på Vesterbro, så hun kan ryge. Hun omfavner sine ternede gule bukser med et gråt tæppe. Hætten fra en sort trøje stikker op fra hendes sorte jakke og ligger som en bred tunge over hendes ryg.
I ’Psykosia’, der i starten hed ’Teenage Jesus’, spiller Victoria Carmen Sonne den psykiatriske patient Jenny. I filmens begyndelse smadrer hun sine forældres hus og skærer sine håndled over i et badekar og møder så en psykolog, som hun får et symbiotisk forhold til a la Ingmar Bergmans ’Persona’. Og her dagen derpå sidder den psykisk syge Jenny stadig inde i den trætte skuespiller.
»Forhåbentlig bliver hun der for evigt. Hver karakter er som en forelskelse; jeg tilbringer en lang intens periode med den her person, der lærer mig en ting eller to om livet og om sig selv, fordi vi er sammen i alle situationer, men så skal jeg møde en ny. Men man glemmer jo ikke sine ekskærester. Så karaktererne bor inde i mig som minder, jeg godt kan savne«, siger Victoria Carmen Sonne.
To af de minder er karakterer i filmene ’Holiday’ og ’Neon Heart’. Begge film har dansk premiere og er prisnominerede på CPH PIX. Og begge har den 24-årige skuespiller i hovedroller som henholdsvis gangsterkæreste og så pornoskuespiller og alenemor. Så man kan sige, at Victoria Carmen Sonne, der har vundet både en Bodil og en Robert, men indtil nu kun har spillet biroller i spillefilm og hovedroller i kortfilm, står over for sit gennembrud.
