Rammen er måske nok en kende à la Marcel Prousts vilde og vidunderlige romanværk ’På sporet efter den fortabte tid’. For det hele begynder med – i øvrigt i en vidunderlig indstilling, hvor vi bare ser en summende smartphone, der tager sig underligt abstrakt ud i sine natlige omgivelser – et telefonopkald, der maner fortiden frem.’
Det er bestemt ikke nogen hverken ny eller original idé at indlede en fortælling med en ringende telefon, men det fungerer. Opkaldet gør hovedpersonen, fortælleren Elena Greco, opmærksom på, at hendes barndomsveninde, den mørke, opsætsige, snarrådige og suverænt godt begavede Lila, er forsvundet. Hun har, fortæller stemmen i telefonen, forladt sin bopæl, taget alt sit tøj med sig og sågar klippet sig selv ud af alle billederne i fotoalbummet i skuffen.
