De tre søskende står hyggeligt snakkende i den lille landsby, mens høns pikker fredsommeligt på gaden omkring dem. Pludselig kommer en lokal løbende og vifter med armene. Pas på hønsene! Er der udbrudt fugleinfluenza, tænker man uvilkårligt.
Hvorpå en af hønsene springer i luften med et knald, så fjer og blod står ud til alle sider. Det viser sig nemlig, at landsbyens høns har spist krudt fra en væltet lastbil. Og nu ligger krudtet så der i kråsen og gnubber sig imod stenene.




























