Hvad der egentlig er den dybere pointe med Henrik Pontoppidans store fortælling om præstesønnen Peter Andreas, der drømmer om at forvandle Danmark fra bondeland til industrination, men ender som ensom særling med havudsigt, kan de lærde slås om i mange år fremover.
Er det Grundtvigs fyndord »vi er ikke skabte til højhed og blæst/ ved jorden at blive det tjener os bedst«, man ser anskueliggjort i fortællingen, eller er det bare en historie om, at drømme kun støjer lidt, når de dør?
